Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nu kommer internettet ud i landet

Publiceret 14-12-2016
Tele og bredbånd

Millioner fra regeringens bredbåndspulje rulles nu ud. Over 3.700 husstande – primært på landet – får tilskud til lynhurtigt bredbånd. Teleminister Lars Chr. Lilleholt glæder sig over det store lokale engagement i forhold til puljen og kalder det en stille familierevolution på landet.

man-coffee-cup-pen

Regeringen har en målsætning om, at alle husstande og virksomheder har adgang til en hurtig bredbåndsforbindelse i 2020. Med dagens gode nyhed er vi ét skridt nærmere det mål. 3.739 adresser fordelt over hele landet får til sammen et tilskud på cirka 80 mio. kroner fra regeringens bredbåndspulje til etablering af hurtigt bredbånd.

”Bredbåndspuljen kan starte en stille familierevolution på landet. I dag kan det være svært for mange familier at leve uden for de store byer og samtidig have et almindeligt familie- og arbejdsliv. Man skal have ordentlig adgang til internettet, hvis børnene går i skole eller på gymnasiet. Og man skal have et hurtigt internet for at køre en forretning. Derfor er det en fornøjelse for mig at byde 3.700 adresser velkommen til fremtiden og de digitale motorveje,” siger Lars Chr. Lilleholt, der som energi-, forsynings og klimaminister også er teleminister.

 

Lokalt engagement

Ude i landet har der været stor interesse for at få del i regeringens bredbåndspulje, der er den første af sin slags i Danmarkshistorien. 80 mio. kroner blev delt ud i år, men der blev søgt om tilskud for knap 300 mio. kroner. Det viser et ekstremt højt lokalt engagement rundt om i landet, hvor borgere og virksomheder har slået sig sammen for at få hurtigere bredbånd.

”Det lokale engagement er helt afgørende, hvis man vil gøre noget for at få bedre dækning i sit nærområde. Jo flere der tilslutter sig et lokalt bredbåndsprojekt, jo større er chancen for at få et teleselskab til at gå ind i projektet. Faktisk har vi set flere tilfælde, hvor den lokale interesse har været så høj, at det er lykkedes at få et bredbåndsprojekt op at stå uden støtte fra puljen. Og puljen skal selvsagt ikke anvendes der, hvor markedet kan sikre en god bredbåndsdækning,” siger Lars Chr. Lilleholt.

I år var der 80 mio. kroner til deling blandt ansøgerne til bredbåndspuljen. De kommende tre år uddeles yderligere 120 mio. kroner. Puljen skal evalueres efter ansøgningsrunden i 2017.

 

 

Fakta:

  • Der er modtaget 167 fuldstændige ansøgninger. De har tilsammen ansøgt om tilskud for 288 mio. kr.
  • Der gives fuldt tilskud til 30 projekter og delvist tilskud til et enkelt projekt. Projekterne er geografisk spredt over store dele af landet fordelt på 21 kommuner, og der gives tilskud til at forbedre dækningen på 3.739 adresser.
  • Der gives i gennemsnit 21.820 kr. i tilskud pr. adresse.
  • Der er kommunal medfinansiering fra 10 kommuner fordelt på 17 projekter. Den samlede kommunale medfinansiering udgør ca. 2,7 mio. kr.
  • Den samlede egenfinansiering fra sammenslutninger af borger og virksomheder er på ca. 12,2 mio. kr. inkl. moms.
  • Der er ni forskellige teleskaber med i de partnerskaber, der får tilskud.

 

 

 

Teleminister Lars Chr. Lilleholt træffes via:

Pressechef Jesper Caruso

4172 9184