Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Blæsevejr gør årets julemad rekordgrøn

Publiceret 24-12-2017
Klima Energi

OPDATERET VERSION: Ifølge seneste prognose fra Energinet vil produktionen af el fra vindmøller dække omkring 90 procent af Danmarks elforbrug juleaften, netop som vi står i køkkenet og braser og steger.

COLOURBOX3973095

Det blæser så godt i dag, at en stor del af Danmarks samlede elforbrug dækkes af strøm fra vindmøller, viser ny prognose. Så når juleanden og flæskestegen skal i ovnen, bliver den ganske klimavenlig.

Ifølge tallene fra Energinet vil produktionen af el fra vindmøllerne dække op mod 90 pct. af Danmarks elforbrug juleaften, netop som vi står i køkkenet og braser og steger.

"Det bliver desværre ikke hvid jul i år, men det bliver en grøn og klimavenlig jul med hjælp fra vores vindmøller. Julemaden bliver helt sikkert tilberedt med kærlig hånd i aften, men den bliver også krydret med en god portion vedvarende energi fra de danske vindmøller,” siger Lars Chr. Lilleholt (V).

Dette års klimavenlige andestegning lægger sig i slipstrømmen af den grønne omstilling generelt.  Nemlig at de vedvarende energikilder stod for godt 31 procent af vores samlede energiforbrug sidste år.

Fakta

  • Elforbruget juleaften vil toppe før spisetid, hvor der er gang i komfurerne med ca. 4800 MW
  • På det tidspunkt vil landvindmøllerne - ifølge prognoserne - producere 3300 MW, og havvindmøllerne vil producere 1000 MW

  • I 1996 lå andelen af vedvarende energi til vores elproduktion på 6 procent. Sidste år lå det tal på 60 procent, viser tal fra Energistyrelsen. Læs mere her: https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Statistik/estat2016.pdf
  • Du kan følge med i Danmarks elproduktion her: www.energinet.dk

Kontakt

Souschef i pressetjenesten
Rasmus Bjørn
41729077