Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Ny strategi for olie og gas i Nordsøen

Publiceret 04-07-2017
Energi Forsyning

En ny Olie- og Gasstrategi viser, at der fortsat er et betydeligt potentiale for olie- og gasindvinding i den danske del af Nordsøen. Strategien peger også på, at det er nødvendigt at udnytte infrastrukturen i Nordsøen bedre, og at der er behov for flere investeringer i efterforskning og ny teknologi for at kunne udnytte potentialet.

I dag kommer den længe ventede olie- og gasstrategi for den danske del af Nordsøen, som er udarbejdet i et tæt samarbejde mellem branchen, Energistyrelsen og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

 

Danmark har allerede produceret olie og gas i mere end 40 år, og sektoren har stor indflydelse på det danske samfund. Der er fortsat brug for olie og gas, og samfundet har en interesse i at sikre den mest hensigtsmæssige udnyttelse af olie- og gasressourcerne i den danske del af Nordsøen. Sektoren bidrager desuden positivt til samfundet gennem bl.a. betydelige skattebetalinger og et stort antal arbejdspladser fordelt på både olie- og gasproducenterne og de mange underleverandører.

 

Strategien rummer fem anbefalinger for at øge potentialet for indvinding af olie og gas i Nordsøen og reducere barriererne for at nyttiggøre potentialet af olie og gas:

 

  1. Fremme et effektivt og attraktivt investeringsmiljø

  2. Fremme anvendelse og udvikling af teknologi

  3. Optimere vedligehold, fornyelse og anvendelse af infrastruktur

  4. Reducere omkostninger

  5. Sikre kvalificeret arbejdskraft i fremtiden

 

Strategien supplerer aftalen om Nordsøen fra marts måned i år. Her lempede regeringen sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF beskatningen af kulbrintevirksomhed for alle selskaber i Nordsøen i et vindue fra 2017-25 med henblik på at lempe investeringsvilkårene ved produktion af olie og gas i Nordsøen. Det er den aftale, der sikrer fuld genopbygning af Tyra-feltet.

 

”Den her regering arbejder for, at der fortsat skal være udvikling og arbejdspladser i den danske del af Nordsøen. Danmark skal også fremover have en stærk og konkurrencedygtig energisektor med kompetencer inden for både olie/gas og vedvarende energi. Olie og gas fra Nordsøen har sikret Danmark og danskerne store indtægter.  Jeg er derfor glad og stolt over, at regeringen sammen med branchen kan sende et stærkt signal om, at der fortsat er et betydeligt potentiale i Nordsøen,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

 

Stærkere infrastruktur

Nordsø-strategien viser, at det er nødvendigt at samarbejde mere om infrastrukturen i Nordsøen, og at der er behov for flere investeringer i efterforskning og ny teknologi for at kunne udnytte potentialet. Dette skyldes, at størstedelen af potentialet består af relativt små fund, som ikke er rentable at indvinde, hvis der skal bygges ny og selvstændig infrastruktur. De mange små tilbageværende fund ligger dog tæt på eksisterende infrastruktur. Der vil derfor være fordele ved øget samarbejde om brugen af eksisterende og ny infrastruktur. Det kunne fx være ved at sikre adgang til anlæg og platforme der ligger tæt på, så startinvesteringen bliver mindre. Det kunne også være via ny teknologi, der reducerer omkostningerne.

 

Strategien og aftalen om udvikling af Nordsøen er baggrunden for, at regeringen vil sende et lovforslag i ekstern høring, som skal forbedre tredjepartsadgangen til eksisterende og ny infrastruktur. Tredjepartsadgang betyder, at et eller flere selskaber får adgang til den infrastruktur, der ejes af andre selskaber. Derved kan eventuelle stordriftsfordele bedre opnås.

 

Læs videre:

Læs hele Olie- og gasstrategien for Nordsøen her

 

Kontakt:

Pressechef Jesper Caruso, / 4172 9184.