Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Lilleholt udpeger nye medlemmer til EUDP-bestyrelsen

Publiceret 26-04-2018
Ny teknologi Energi

Erfarne og dygtige kræfter med kommerciel og forskningsmæssig baggrund skal omsætte gode idéer til kommercielle successer.

vindmoelle-closeup

Det såkaldte Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) har siden 2007 uddelt millioner af kroner i støtte til lovende energiteknologiske løsninger. Det er f.eks. flydende fundamenter til havvindmøller, demonstration af Smart City-løsningen i Nordhavn og Bornholm som et testområde for fremtidens fleksible elforbrug (Ecogrid 2.0).

EUDP har siden 2007 støttet over 600 projekter med til sammen 3,5 mia. kr.  Projekternes egenfinansiering beløber sig til et tilsvarende beløb. En effektvurdering har anslået, at de støttede virksomheder får en meromsætning på 2,7 kroner og en øget eksport på 2 kroner for hver støttekrone.

Goddag og farvel

EUDP’s bestyrelse udpeges formelt af Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt. Lars Christian Lilleholt har besluttet, at Michael Evan Goodsite pr. 25. april 2018 indtræder som nyt medlem af bestyrelsen. Michael Goodsite er professor på Syddansk Universitet og har opbygget en solid faglig viden om det energiteknologiske område. Han er udpeget efter indstilling fra Miljø- og Fødevareministeren.

Herudover genudpeges Birgitte Brinch Madsen (direktør i Brinch Advice) og Conni Simonsen (direktør for Aarhus School of Engineering) til EUDP-bestyrelsen for endnu en fire-årig periode indtil august 2022.

Nuværende medlemmer af bestyrelsen Ann-Dorthea Larsen (formand), Lars Tveen, Asbjørn Børsting og Thomas Kähler fortsætter indtil 2019. Anders Eldrup træder ud af bestyrelsen.

Jeg vil rette en stor tak til Anders Eldrup i forbindelse med udtrædelse af bestyrelsen for EUDP. Anders har gjort et vigtigt stykke arbejde med at skabe grundlaget for fremtidens teknologier.  Dernæst vil jeg gerne byde velkommen til Michael Goodsite samt ønske Conni Simonsen og Birgitte Brinch Madsen tillykke med en ny fire-årig periode i bestyrelsen. I har en stor opgave foran jer med at omsætte de mange millioner, vi giver i støtte hvert år, til at fremme den grønne omstilling i Danmark og samtidig skabe danske arbejdspladser og nye eksporteventyr, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt. 

Fakta

  • EUDP støtter hvert år udvikling og demonstration af ny energiteknologi, der skaber vækst og arbejdspladser og bidrager til at gøre Danmark energieffektiv og uafhængig af fossil energi i 2050.
  • EUDP’s bestyrelsesmedlemmer udpeges for en fireårig periode med mulighed for ét genvalg.

Kontakt:                                                  

Pressechef Jesper Caruso, / 41729184