Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Klimafinansiering

Danmark finansierer en række initiativer, som hjælper udviklingslande og vækstøkonomier med at omsætte deres klimamål til konkrete projekter.

Klimafinansiering og Parisaftalen

I Parisaftalen bekræfter ilandene deres løfte om at mobilisere 100 milliarder USD om året fra 2020 til ulandenes klimaindsats fra bl.a. offentlige og private kilder. Desuden skal der inden 2025 vedtages et nyt mål for finansiering til ulandene for perioden efter 2025. Her åbner Parisaftalen samtidig for, at flere lande kan bidrage til finansieringen.

Danmark og EU kan spille en central rolle ved at hjælpe ulandene med at omsætte deres klimamål til konkrete projekter gennem klimafinansiering og kapacitetsopbygning.

 

Klimafinansiering i tværgående indsatser

Fra dansk side har vi fokus på at assistere de store vækstøkonomier med deres grønne omstilling ved at stille danske erfaringer, ekspertise og teknologi til rådighed. Danmark har indgået bilaterale samarbejdsaftaler på energi- og klimaområdet med en række af de voksende vækstøkonomier, herunder Kina, Mexico, Vietnam og Sydafrika. Samarbejdet fremmer gunstige reguleringer og robuste rammevilkår, som er en væsentlig forudsætning for både ekstern og national klimafinansiering. Dette arbejde understøttes af støtte til multilaterale organisationer som fx The International Energy Agency (IEA) og The International Renewable Energy Agency (IRENA). Endvidere er Danmark engageret i at fremme mere gunstige rammevilkår for klimainvesteringer via tværgående indsatser relateret til bl.a. udfasning af subsidier til fossile brændsler.

 

Efterspørgsel og mobilisering

Herudover er der fra dansk side fokus på udvikling af udviklingslandes efterspørgsel og parathed til at modtage klimafinansiering, hvilket omfatter støtte til såkaldte ”readiness”-aktiviteter og -projekter. Støtten har til formål at styrke udviklingslandes kapacitet til at planlægge og udvikle kvalificerede klimaprojekter, som er ambitiøse og koordinerede med nationale udviklingsplaner, for derigennem at kunne opnå ekstern klimafinansiering. Under denne kategori falder bl.a. støtte til NAMA-faciliteten, Bæredygtig Energi for Alle initiativet (SE4All), til Verdensbankens energisektorprogram (ESMAP) og til Klimateknologicentret (CTCN).

Endvidere støtter Danmark, at udbuddet af klimafinansiering udvides ved mobilisering af klimafinansiering via støtte til store klimafonde, som udfylder huller i den eksisterende klimafinansieringsarkitektur, og som bidrager til effektivt at opskalere klimafinansiering. Det drejer sig om støtte til Den Grønne Klimafond (GCF) og Den Globale Carbon Fond (GCPF).

 

Nye og innovative løsninger

Endelig gives der støtte til innovative finansieringsinitiativer og instrumenter, som har til formål at overkomme barrierer for privatsektoren i klimafinansiering - som fx garantier og forsikringer. Energispareinitiativet Energy Savings Insurance Instrument (ESI) er et eksempel på et innovativt instrument, som tilvejebringer et forsikringselement for private investeringer i energieffektiviseringer i udviklingslande. Et andet instrument er etablering af Green Investment Fund (GIF) i Vietnam, som også fremmer investeringer i energieffektive teknologier, samt Den Danske Klima Investeringsfond (KIF), som har deltagelse af bl.a. en række danske pensionskasser, og som investerer i kommercielle klimaprojekter i udviklingslande.  

 

 

Kontakt

Hans Jakob Løkke Eriksen

Specialkonsulent
Internationalt kontor