Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Energiaftalen 2020

Torsdag den 22. marts 2012 blev der indgået en energiaftale for årene 2012-2020. Med energiaftalen er der sikret bred politisk opbakning til en ambitiøs grøn omstilling med fokus på at spare på energien i hele samfundet og få mere vedvarende energi i form af flere vindmøller, mere biogas og mere biomasse.

Med aftalen sikres 12 pct. reduktion af bruttoenergiforbruget i 2020 i forhold til 2006, godt 35 pct. vedvarende energi i 2020 og lige knap 50 pct. vind i det danske elforbrug i 2020. CO2 udslippet reduceres i 2020 med 34 pct.

Aftalen er dermed en vigtig milepæl på vej til at omstille hele Danmarks energiforsyning (el, varme, industri og transport) til vedvarende energi i 2050. Initiativerne i aftalen skaber grøn vækst og beskæftigelse frem til 2020 og tager væsentligt hensyn til virksomhedernes konkurrenceevne.

Aftalen rummer en lang række energipolitiske initiativer for perioden 2012-2020, og parterne gør løbende status. Inden udgangen af 2018 drøftes supplerende initiativer for perioden efter 2020.

 

Aftalens hovedpunkter er i korte træk:

Øget energieffektivitet

  • Energiselskabernes energispareindsats øges til det dobbelte fra 2015
  • Der skal udarbejdes en samlet strategi for energirenovering af den eksisterende bygningsmasse

Mere vedvarende energi

  • Der etableres 1.500 MW vindkapacitet på havet omkring Danmark
  • Der etableres 1800 MW vindmøller på land, heraf erstatning af 1300 MW gamle møller
  • Støtte til udvikling og anvendelse af andre teknologier (sol, bølger mv)
  • Øgede incitamenter til at omstille fra kul til biomasse på fjernvarmeværkerne
  • Udfasning af oliefyr i eksisterende bygninger
  • Tilskud til at fremme energieffektiv anvendelse af vedvarende energi i produktionsprocesser

Smarte elnet

  • Der udarbejdes en smart grid strategi
  • Aftale om udrulning af fjernaflæste timemålere

Bedre rammer for biogas

  • Støtte til biogas anvendt til kraftvarme øges markant
  • Støtte til anvendelse af biogas i naturgasnettet, til proces og til transport
  • Anlægsstøtten øges
  • Etablering af en task-force, der understøtter konkrete projekter

El og biomasse i transportsektoren

  • Strategi for fremme af energieffektive køretøjer
  • Ladestandere og anden alternativ infrastruktur (brint, gas) støttes
  • Sikring af 10 pct. iblanding af biobrændstoffer i 2020

Forskning, udvikling og demonstration (FUD)

  • Fortsat højt niveau i FUD i energiteknologier, der viser erhvervs- og vækstpotentiale
  • Støtte til arbejdet med Samsø som fossiluafhængig ø

Finansiering

  • Der er fuld finansiering af samtlige nye initiativer
  • Energispareindsatsen finansieres over selskabernes tariffer
  • Støtte til udbygning af den vedvarende energiforsyning finansieres over PSO
  • Der indføres en forsyningssikkerhedsafgift på rumvarme, til at dække en række statslige omkostninger og tab af afgiftsindtægter
  • En del af denne afgift lempes for at fastholde dansk erhvervslivs konkurrenceevne
  • En række effektiviseringer i den danske energisektor billiggør indsatsen

Læs Energiaftalen her

Læs en kort udgave af Energiaftalen