Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Forrest i klimafeltet - men ikke solo

Publiceret 22-03-2016
Debat

Den grønne omstilling er ikke en national spurt til 2020. Den er et internationalt maratonløb til 2050. Skal vi have kræfter til at ligge forrest i feltet hele vejen til mål, skal vi undgå for mange symbolpolitiske soloudbrud undervejs, skriver minister Lars Chr. Lilleholt.

Af Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Chr. Lilleholt

Selv om Danmark ligger forrest i klimafeltet og står til at komme bedst forbi milepælen i 2020, handler den danske debat lige nu om, om vi skal sætte en spurt ind og lægge endnu mere afstand til de andre lande.

Men det vil stort set være spildte kræfter. For vi er ikke med i en spurt. Målstregen ligger meget længere ude i horisonten.

EU’s medlemslande er i gang med et maratonløb til målstregen i 2050, hvor EU har en politisk målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser for EU som helhed med 80-95 procent i forhold til 1990.

Det er, som om mange har glemt, at formålet med at have en fælles klimapolitik i EU er at arbejde sammen om at løse problemerne og konkurrere på lige vilkår, fordi det bedre kan betale sig på langt sigt.

Det var meningen, at alle medlemslande skulle løbe nogenlunde side om side på ruten. Med kvote-ordningen var det faktisk meningen, de tunge løbere skulle skubbes lidt frem foran feltet, altså de, der kunne reducere mest for færrest penge.

Men nu er der mange, der vil have Danmark til at gøre det modsatte af det, der var meningen, løbe frem som den letteste, selv om vi allerede har smidt det meste af vores overflødige fedt. Skal vi skære helt ind til benet nu, bliver vores bidrag til EU’s samlede reduktion uforholdsmæssigt dyrt.

 

Må ikke stikke af

Landene i EU sigter i fællesskab på nogle af verdens mest ambitiøse mellemtider i form af fælles klimamål for 2020 og 2030. Nu er der nogle, der vil have, at vi også skal tage vores eget stopur med og løbe efter nogle isolerede nationale mellemtider som 40 pct. reduktion af drivhusgasudledningen i 2020 eller for udfasning af kul i 2030 og naturgas i 2035.

Det koster selvfølgelig ekstra kræfter at lægge den slags spurter ind på ruten. F.eks. anslår Energistyrelsen, at det vil koste op imod 1,8 mia. kr. i 2025, hvis vi skal stoppe med at bruge kul på de danske kraftværker allerede om 10 år, som min forgænger på posten har foreslået.

Den slags forslag er ren symbolpolitik, der hverken giver mening økonomisk eller for klimaet. Det forcerede kulforbud vil give unødvendige ekstraregninger, og det vil ikke engang gavne klimaet. Kullene ville f.eks. skulle erstattes med importeret strøm fra Tyskland, der har et energi-miks med store mængder brunkul og gas.

Sådan et dansk soloudbrud ville altså bare ”eksportere” CO2-udledningen til andre lande og koste os selv dyrt.

Lige nu står EU klar med stopuret ude ved milepælen i 2030. Og inden længe ventes EU at lægge nogle meget krævende mellemtider ind for landbruget og transportsektoren.

Derfor skal vi være meget varsomme med at bruge vores kræfter på at løbe forrest og bryde vinden for de andre lande frem mod 2020. Der skal også være kræfter til at nå frem til 2030, 2040 og 2050.

 

Hårdt at jagte haren

Vi bruger allerede mange kræfter på at ligge forrest i feltet, og hvis vi insisterer på at stikke af, jagte haren og løbe de sidste procentpoint ind allerede i 2020, kan andre lande spare på kræfterne ved at skære langsommere ned og komme nemmere frem.

De CO2-kvoter, vi ikke selv bruger, kan andre EU-lande nemlig bruge i stedet. Og vores virksomheder, som i høj grad bærer omkostningerne, risikerer at flytte med CO2-kvoterne ud af landet. Vi skal værne om vores erhvervsliv her i landet. For uden vækst og velstand bliver det meget svært at finansiere den grønne omstilling og skaffe folkelig opbakning til den.

Jeg savner altså ikke vilje til at vinde. Min ’grønne realisme’ handler udelukkende om hvilken strategi, jeg tror, vi kan vinde på i det lange løb. Som lille land må vi bruge vores ressourcer klogt, og vi er nødt til at samarbejde med andre lande. For ellers kan det ikke måles på klimaet – globalt, kun i pengekassen – helt lokalt.

Bragt i Altinget 22.03.2016