Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Energikommissionens anbefalinger til fremtidens energipolitik

Hvis Danmark i 2050 skal være lavemissionssamfund baseret på vedvarende energi, er der allerede nu brug for en klar og ambitiøs energi- og klimapolitik, som sætter den rigtige retning for, at vi når det langsigtede mål på en klog måde, som samtidig sikrer vækst og beskæftigelse.

Det er en af de helt centrale anbefalinger i Energikommissionens rapport.

Kommissionen er blevet bedt om at komme med et oplæg til energi- og klimapolitikken for perioden 2020-2030, og har fremlagt en række anbefalinger til, hvordan Danmark kan fastholde sin unikke styrkeposition på energiområdet efter 2020.

Energikommissionens rapport optegner nogle udviklingstendenser og strategiske valg, som kommissionen finder af afgørende betydning for, hvordan energipolitikken med fordel kan tilrettelægges for perioden efter 2020 og frem til 2030.

Energikommissionen anbefaler et paradigmeskifte for den danske energipolitik, hvor der lægges vægt på et internationalt perspektiv, øget elektrificering og udvikling af effektive markedsbaserede løsninger. Samtidig skal digitaliseringen udnyttes optimalt, og der skal satses mere på udvikling af ny energiteknologi for både at understøtte en effektiv grøn omstilling og gavne vækst, beskæftigelse og eksport.

Om Energikommissionen
Energikommissionens opgave har været at udarbejde et oplæg til dansk energi- og klimapolitikken for perioden 2020-2030, som indspil til en ny energiaftale. Energikommissionen blev nedsat d. 31. marts 2016 og har bestået af medlemmer fra erhvervslivet og universitetsverdenen. Formand for kommissionen er Niels B. Christiansen, som er CEO på Danfoss.

Læs den fulde rapport og baggrundsmateriale via linkene i højre side.