TEDxCopenhagenSalon Event med fokus på klima-løsninger

Publiceret 09-12-2013
Klima

TEDxCopenhagen afholder i dag Salon Event med klima som omdrejningspunkt i FN Byen. Med eventet Green Natives sætter TEDx fokus på nye løsninger, der kan være med til at dæmme op for klimaforandringer. Klima-, Energi og Bygningsministeriet støtter eventet, som øger vidensniveauet om klimaløsninger.

Der er mange grunde til at tale om klimaforandringer i disse tider, hvor mængden af CO2 i atmosfæren øges og jordens temperatur stiger. Med øgede klimaforandringer forude er der endnu flere gode grunde til at sætte fokus på løsninger og viden, der kan være med til at dæmme op for klimaforandringerne. Derfor holder TEDxCopenhagen i dag Salon Event med fokus på de løsninger, der allerede findes samt de visioner og nye idéer, der spirer ude blandt iværksættere og ny-tænkere.

Der findes allerede rigtig mange gode, klimavenlige løsninger derude. Det handler nu om, at vi begynder at bruge dem – for vores egen og klimaets skyld. Vi skal have spredt alle de gode løsninger ud til et bredt publikum. Det er det, TEDxCopenhagen sætter fokus på, og det vil vi gerne støtte op om”, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

I traditionel TEDx-stil er eventet bygget op omkring en række TEDx-talere og performere, der viser, hvordan grønne pionerer herhjemme arbejder med klima og bæredygtighed – både nationalt og internationalt. TEDx-talerne omhandler bl.a. den måde vi producerer og forbruger energi og mad på, samt den måde vi forbruger eller ændrer vaner.

TEDxCopenhagenSalon Event Green Natives afholdes i dag i FN Byen kl. 14-21. Eventet er udsolgt, men det er muligt at følge med gennem livestreaming her. Eventet kan også efterfølgende streames på www.tedxcopenhagen.dk.