Nyt varmemærke synliggør offentlige bygningers varmeforbrug

Publiceret 22-05-2013
Klima

Bygningsstyrelsen og HOFOR indfører nu en ny frivillig smiley-ordning for varmeforbruget i offentlige kontorbygninger.

Med det nye mærke er det nu muligt for brugerne og de bygningsansvarlige at se, hvor det bedst kan betale sig at sætte ind over for varmespild.

Potentialet er stort, og HOFOR vurderer, at det i mange tilfælde er muligt at opnå energibesparelser på 10 % ved effektiv energistyring.

 

Stort potentiale for offentlige besparelser

Alle kontorbygninger er i målgruppen for varmemærket, der i første omgang udbredes til Bygningsstyrelsens statslige kontorejendomme i København. Men allerede nu har HOFOR mødt stor interesse for den nye energistyring hos flere aktører på ejendomsmarkedet, heriblandt ATP, Datea, Københavns Ejendomme, og de største fjern- og kraftvarmeselskaber.

 

Varmemærket er en hot sag

Varmemærket er synliggørelsen af det data-grundlag, som med mærkningsordningen på en let og overskuelig måde viser en ejendoms varmeforbrug. Mærket er illustreret som et trafiklys, der kategoriserer ejendommens varmeforbrug i rød, gul og grøn alt efter om ejendommens forbrug er alarmerende (rød), advarende (gul) eller energirigtigt (grøn). På den måde kan de ejendomsansvarlige let få et overblik over, hvor det bedst kan betale sig at gøre en indsats – typisk de røde og gule bygninger med et stort areal.

Varmemærket viser desuden, hvilke gennemførte energiindsatser der har været på ejendommen og om tendensen for varmeforbruget er for opadgående, nedadgående eller er neutralt i forhold til året før.

Klima-, energi- og bygningsminister, Martin Lidegaard, er stolt over dette nye grønne initiativ:

Vi ved, at bygninger står for op mod 40 % af vores samlede energiforbrug, så det er et naturligt sted at sætte ind. Med indførelsen af det nye varmemærke har vi fået et stærkt værktøj til at finde ud af, hvor det kan betale sig at sætte ind. Det bliver på én gang både let og overskueligt at følge med i ens eget varmeforbrug. Så for mig at se, har vi her fat i et effektivt værktøj til at få reduceret bygningers energiforbrug, til gavn for både pengepungen, skatteborgerne og klimaet, udtaler Martin Lidegaard.

Også hos HOFOR er man tilfredse med varmemærket. Administrerende direktør Lars Therkildsen siger:

-Vi tror, at vi med det nye varmemærke har fundet en vigtig vej til store energibesparelser. De første resultater taler for sig selv og viser, at det er mulig at opnå store besparelser på varmeregnskabet i selv gamle, fredede bygninger, hvor det ofte kan være svært at få lov til at energirenovere. Derfor glæder vi os til at bringe ”trafiklyset” i spil mange flere steder. Vi vurderer, at der gennemsnitligt kan opnås 10 procent i energibesparelser ved at optimere varmeanlæggene i København og styre dem hensigtsmæssigt. 10 procent svarer cirka til, at der kan spares 400 GWh pr. år, hvilket er mere end 20.000 parcelhuses årlige forbrug.

 

Finansministeriet er grønnest

I dag har Martin Lidegaard overrakt finansminister Bjarne Corydon det grønne varmemærke som symbol på, at Finansministeriet er det grønneste ministerium på Slotsholmen. Finansministeriet er et eksempel på, hvor meget der kan hentes på varmeregningen, når gamle bygninger bliver energirenoveret.

På det nye varmemærke kan man læse, at det bl.a. er isolering af vinduer og murer, der er årsag i Finansministeriets topplacering.

 

Vil du vide mere om varmemærket, trafiklyset mm, så kontakt

Klima-, Energi- og Bygningsminister, Martin Lidegaard, via pressechef, Claus Kaae-Nielsen, mobil 41 72 90 11.

Administrerende direktør Lars Therkildsen + salgschef Morten Skov, HOFOR gennem pressekontakt Lasse Bjerre Sørensen, mobil 27 95 21 41 eller e-mail 

Projektleder på varmemærket i Bygningsstyrelsen, Bjarne Dalgaard, mobil 41 70 12 11.

 

Fakta om varmemærket

Varmemærket er udarbejdet i et samarbejde mellem Bygningsstyrelsen og HOFOR, som bl.a. bistår med fjernaflæsningsdata til varmemærket. Varmemærket udstedes og opdateres årligt og følges op med månedsrapporter, der viser udviklingen i ejendommens varmeforbrug på månedsbasis.

Energiforbruget vil inden længe også kunne læses på mobiltelefonen via en APP.

Varmemærket skal medvirke til, at Bygningsstyrelsen bliver førende indenfor varmebesparelser i kontor- og universitetsbygninger gennem formidling og styring af varmeanlæg. Mærket skal ses som en del af styrelsens produkt omkring energistyring, som udover varmemærket omfatter månedsrapporter til energistyring i driften.

Ca. 50 statsejede kontorejendomme i Købehavn vil inden sommerferien 2013 vil få tildelt et varmemærke.

 

Fakta om Trafiklyset

Varmemærket er en videreudvikling af ’Trafiklyset’, en enkel måde at monitorere og visualisere en given bygnings energiforbrug. Dette er tidligere gjort i forbindelse med energirenoveringerne af bl.a. Amalienborg, Fredensborg Slot og Slotsholmen. På Amalienborg og Fredensborg Slot er besparelsen således hele 20 procent efter ombygning af fjernvarmesystemet og energioptimering af de fredede bygninger.

Trafiklyset kategoriserer Bygningsstyrelsens mange bygninger ud fra de velkendte farver rød, gul og grøn, hvor rødt er alarmerende, gult advarende og grønt energirigtigt. Varmeforbruget korrigeres i forhold til vejrforhold og kan følges løbende via internettet og opdateres til ministerier, slotte, departementer og styrelser, så de daglige brugere kender deres aktuelle energiforbrug.

Bygningsstyrelsen administrerer 4,2 millioner kvadratmeter, hvor af langt hovedparten er kontorbygninger og universiteter. Alene Slotsholmområdet udgør hele 170.000 kvadratmeter.

 

Hvordan fungerer trafiklyset

  • Slotsholmområdet er de senere år blevet bygget om fra damp til almindelig fjernvarme, og der er i samme forbindelse sat endnu flere målere op, så brugerne kan følge med i det daglige forbrug. Med det nye fjernaflæsningssystem tages fjernvarmemålernes data dagligt hjem til HOFOR’s store databaser. Her analyseres data og sammenholdes med DMI’ vejrdata. Prognoserne for forbruget vurderes i forhold til de aflæste forbrug, så man hver dag på nettet kan se, om forbruget er som forventet. Hvis der er en stigende tendens, reagerer driftspersonalet på dette. Det sker blandt andet ved automatisk genererede alarmer (e-mails) til de driftsansvarlige. Hvis afkølingen af fjernvarmevandet er meget lav, vil der også udløses en alarm for det.
  • Den aktive opfølgning på varmeforbrugetskal nu bringes i spil flere steder. HOFOR vurderer,, at der gennemsnitligt kan opnås 10 procent i energibesparelser ved at optimere varmeanlæggene i københavnske kontorbygninger og styre dem hensigtsmæssigt. Fjernaflæsningssystemet, trafiklyset og varmemærket kan bidrage væsentligt til at nå dette mål. Vi har nu en værktøjskasse, som kan anvendes, og hvor der er store muligheder i fortsat udvikling.

 

Eksempel på varmemærket

Finansministeriet – Den Røde Bygning – Slotholmsgade 2-6

På trods af, at den røde bygning er opført for snart 300 år siden, har den et fornuftigt varmeforbrug. Det har den bl.a. opnået ved energirenovering og effektiv energistyring.

Se Finansministeriets varmemærke her