Martin Lidegaard i Litauen med H.K.H. Kronprinsen på grønt erhvervsfremstød

Publiceret 08-10-2013
Globale samarbejder

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard flyver i dag med H.K.H. Kronprinsen til Litauen for at fremme grønt erhvervssamarbejde mellem Danmark og Litauen.

Klima-, energi- og bygningsministeren ledsager de næste tre dage H.K.H. Kronprinsen på officielt besøg i Vilnius for at fremme udviklingen af grønne energi- og klimaløsninger i Litauen. Som en del af Dansk-litauisk Business Forum åbner ministeren konferencen Renovation and Energy efficiency in building, som er en energikonference med fokus på energirenovering af ældre bygninger. Desuden mødes ministeren med centrale samarbejdspartnere for Danmark. Rejsen foretages sammen med en dansk erhvervsdelegation.

”Der er et tæt bånd mellem Litauen og Danmark, som er opbygget gennem årtier, hvor vi har handlet med hinanden og samarbejdet politisk. Både Litauen og Danmark har økonomisk interesse i en øget samhandel, og begge lande har for eksempel en større mængde af ældre bygninger, der skal renoveres. Det er særligt interessant, at udveksle idéer og visioner på det energi- og klimapolitiske område. Både Litauen og Danmark er midt i en omstilling af energisystemerne til langt højere energieffektivitet,” siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Litauen har politisk fokus på energiområdet og et ønske om diversificering af energisektoren og bedre brug af energiressourcerne.

Litauen har i de senere år oplevet økonomisk vækst og faldende arbejdsløshed. Mange danske virksomheder har etableret sig i Litauen – enten direkte eller med datterselskaber. I 2012 var Danmark nummer fire på listen over de største direkte investorer i landet.

På turen ledsager klima-, energi- og bygningsministeren H.K.H. Kronprinsen ved møder med Litauens præsident, Dalia Grybauskaite, og premiereminister Algirdas Butkevičius, og på en sightseeingtur på bycykler med Vilnius’ borgmester, Artūras Zuokas, hvor man bl.a. skal se Vilnius Universitet og det alternative kvarter Uzupis.