København bliver ramme for to møder om klimafinansiering

Publiceret 05-09-2013
Klima Globale samarbejder

Højtstående repræsentanter fra i- og ulande, FN, institutionelle investorer og banker kommer til København den 23. og 24. oktober. Formålet er at sikre investeringer i klimatiltag i udviklingslandene.

Klima- energi- og bygningsminister Martin Lidegaard er vært for ”Copenhagen Climate Finance Meeting” den 23. oktober i FN Byen. Her skal man drøfte, hvordan det offentlige gennem regulering og rammevilkår kan bidrage til at øge de private investeringer i klimatiltag i udviklingslandene. Dagen efter er den amerikanske regering vært for endnu et møde om klimafinansiering for donorlande i Eigtveds Pakhus.

De rige lande lovede på klimakonferencen i København i 2009 at sikre 100 milliarder dollars om året fra 2020. Pengene skal for det første sikre, at vækstlande og ulande begrænser deres udledning af drivhusgasser. For det andet skal de bruges til at afbøde effekterne af klimaforandringerne i de fattigste lande – for eksempel ved at introducere afgrøder, der bedre kan tåle tørke.

”Der er brug for at få flere penge ud at arbejde. Pengene er derude. Vi skal vise, hvordan de kan aktiveres. Det afgørende bliver, hvordan vi gennem den offentlige regulering kan sikre et langt større flow af private investeringer.”, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Klimafinansiering bliver et hovedtema på klimakonferencen COP19, der holdes i den polske hovedstad Warszawa i november. Møderne i København skal være med til at sikre, at der kan ske fremskridt på COP19.

Der er en række private investorer, som har både penge og viljen. Men der er ofte en højere usikkerhed ved klimainvesteringer i ulande end ved ”almindelige” investeringer. Samtidig begrænser en række politiske og reguleringsmæssige barrierer investeringslysten.

"I Danmark har vi tidligere taget på os at fremme dialogen mellem i- og ulande. Det gør vi nu igen på et meget afgørende område. Jeg tror, at det bliver umuligt at få en ny klimaaftale, hvis vi ikke får løst spørgsmålet om finansiering, der er et af de mest følsomme emner i forhandlingerne", siger Martin Lidegaard.

Klima- og finansministre fra 22 lande og EU Kommissionen er inviteret til ”Copenhagen Climate Finance Meeting” sammen med repræsentanter fra 18 af verdens ledende institutionelle investorer, udviklingsbanker m.m. 

Copenhagen Climate Finance Meeting finder sted dagen efter Global Green Growth Forum, hvor statsministeren er vært.