Energistyrelsen offentliggør i dag de endelige udbudsbetingelser for Horns Rev 3

Publiceret 05-12-2014

Energiforligskredsen er i dag nået til enighed om at fortsætte processen med at etablere havmølleparken Horns Rev 3. Derfor offentliggør Energistyrelsen i dag de endelige udbudsbetingelser for Horns Rev 3.

Havvindmølleparken bliver med sine 400 MW den største danske havmøllepark sammen med Anholt Havmøllepark. Horns Rev 3 vil kunne producere strøm til 400.000 husstande. Havmølleparken skal begynde at levere strøm til elnettet i 2017 og stå færdig i starten af 2020.

Med offentliggørelsen af de endelige udbudsbetingelser til Horns Rev 3 har de fire prækvalificerede bydere nu det færdige grundlag til at kunne afgive bud på opførelsen af havvindmølleparken Horns Rev 3.

”Jeg er glad for, at partierne sammen har besluttet, at vi nu kan sende Horns Rev i udbud. Opførelsen af parken vil skabe 7.000 nye arbejdspladser, og er samtidig et vigtigt skridt i kampen mod klimaforandringerne”, klima-, energi- og bygningsminister  siger Rasmus Helveg Petersen

Partierne har i energiaftalen i 2012 besluttet at finansiere parken via PSO-systemet. EU-Kommissionen har imidlertid problematiseret det danske PSO-system. Danmark har sammen med EU-kommissionen fundet en midlertidig løsning på PSO-problemet i 2015-16, og alle partier i energiforligskredsen er enige om at finde en langsigtet løsning sammen med virkning fra den første januar 2017. 

Derfor har forligskredsen nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der skal afrapportere til energiforligskredsen primo marts 2015 med konkrete forslag til løsningsmodeller.

 

Kontakt
Rasmus Bjørn
Tlf.: 41 72 90 77
Mail: