Vækstpakke skal fremme effektiv byggesagsbehandling

Publiceret 04-07-2014

Kommunernes sagsbehandlingstider for byggesager er i det sidste år endnu engang steget. Den nye vækstpakke indeholder initiativer, som skal forkorte byggesagsbehandlingstiderne.

Energistyrelsens seneste opgørelse over kommunernes sagsbehandlingstider for byggesager viser, at der fortsat er en stigning i sagsbehandlingstider på gennemsnitlig 11 pct. i forhold til sidste opgørelse. Den nye vækstpakke skal være med til at sikre en mere ensartet sagsbehandling og gennemsigtig opkrævning af gebyrer.

Klima, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen udtaler:

”Regeringen ser med stor alvor på de stigende sagsbehandlingstider i kommunerne. En hurtig sagsbehandling er afgørende for at understøtte effektiviteten og produktiviteten i byggebranchen. Vi har allerede krav om servicemål i kommunerne, og med den nye vækstpakke stiller vi krav om, at kommunerne skal forkorte sagsbehandlingstiderne med en tredjedel i 2016.”

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid varierer i dag mellem kommunerne, fra 11 dage for den hurtigste kommune til 162 dage for den langsomste kommune. Energistyrelsens opgørelse viser derudover fortsat store forskelle i gebyrstørrelsen, hvor nogle kommuner helt gratis foretager en byggesagsbehandling af en fabriksbygning, koster det i den dyreste kommune et gebyr på 825.000 kr.

Der er indført nye regler for kommunernes gebyropkrævning, som træder i kraft pr. 1. januar 2015. De nye regler medfører, at kommunerne fra den 1. januar 2015 skal opkræve gebyrer for byggesagsbehandlingen efter tidsforbrug. Regeringen vil desuden med baggrund i vækstpakken se på, hvordan der kan gennemføres en ensartet gebyrmodel på tværs af alle kommuner.

FAKTA
• Energistyrelsen har siden 2009 årligt lavet opgørelser for kommunernes bruttosagsbehandlingstid for byggesagsbehandlingen. Se opgørelserne over kommunernes gebyrer og sagsbehandlingstider for marts 2013 – marts 2014 på www.ens.dk/byggeri/byggesagsbehandling.
• Eventuelle spørgsmål kan rettes til Energistyrelsen på .

Kontakt:
Loa Brix
4172 9076