Helveg: Byggeriets aftalesystem skal moderniseres

Publiceret 27-10-2014

Byggeriet i Danmark er blandt verdens dyreste. Én væsentlig årsag er byggeriets over 20 år gamle aftalesystem, AB-systemet, der resulterer i et højt antal voldgiftssager og skræmmer udenlandske entreprenørvirksomheder fra at byde på ind danske bygge- og anlægsprojekter. Klima-, energi og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen sætter nu gang i en revision af systemet.

Den danske bygge- og anlægsbranche har i mange år arbejdet under et standardiseret aftalesystem, AB-systemet. AB-systemet regulerer bl.a. indbyrdes aftale- og retsforhold mellem byggeriets parter, f.eks. i forhold til ansvarsfordeling mellem bygherre, rådgivere og udførende fagentreprenører.

En af udfordringerne er, at det nuværende system er baseret på en forældet forståelse af byggeriets processer og aktører. Det vanskeliggør planlægningen, skaber forsinkelser og medfører mange tvister og uenigheder, der ender i dyre og tidskrævende voldgiftssager. Systemet er samtidig svært uigennemskueligt for udenlandske virksomheder, som vælger at holde sig væk fra opgaver i Danmark. Det fordyrer dansk byggeri markant. Klima-, energi- og bygningsministeren nedsætter derfor nu et udvalg bestående af byggeriets parter, så systemet kan internationaliseres og tilpasses den ny virkelighed.

”Det er helt afgørende for Danmarks fremtid, at vi har et effektivt byggeri i forhold til produktion og vækst, og at vi både kan tiltrække udenlandske virksomheder til opgaver her i landet og selv være konkurrencedygtige på det internationale marked. Dét kommer ikke til at ske med det nuværende aftalesystem. Derfor har vi brug for en gennemgribende revision af AB-systemet, som er en hjørnesten i forhold til byggeriet”, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Det er byggeriets egne parter, der har ansvaret for AB-systemet, som de har udarbejdet i fællesskab som ”agreed documents”. Derfor er det også parterne selv, der skal revidere systemet og nå til enighed om en ny og mere tidssvarende udformning af systemet.

”Mange af de tvister og kedelige voldgiftssager, vi ser i byggebranchen, kunne undgås, hvis vi får et enkelt og mere gennemskueligt AB-system. Det er byggeriets egne parter, der skal stå for revisionen af systemet, men det betyder også, at de nu har et kæmpe ansvar. Jeg er dog fuld af tillid til, at udvalget vil lægge alle kræfter i at finde frem til de ambitiøse og innovative løsninger, der kan sikre både branchen og Danmark et byggeri i verdensklasse,” siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Revisionen af AB-systemet er en del af regeringens kommende byggepolitiske strategi, som lanceres i efteråret 2014. Det forventes, at der udpeges en udvalgsformand og nedsættes et udvalg inden årets udgang, så udvalgets arbejde kan begynde i starten af 2015. Arbejdet forventes at vare i tre i år, og udvalget skal nå til enighed om alle ændringer eller tilføjelser til AB-systemet.

Fakta:

Følgende af byggeriets parter deltager i revisionsarbejdet:

1. Boligselskabernes Landsforening
2. Bygherreforeningen
3. Bygningsstyrelsen
4. Danske Ark
5. Dansk Byggeri
6. Dansk Industri
7. Danske Regioner
8. Foreningen af Rådgivende Ingeniører
9. Håndværksrådet
10. Kommunernes Landsforening
11. Kooperationen
12. TEKNIQ
13. Vejdirektoratet
14. Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed

Kontakt:
Loa Brix
4172 9076