Pressemøde: Hvad betyder klimaforandringerne for Danmark?

Publiceret 04-10-2014

Kom til pressemøde hos Klima-, Energi- og Bygningsministeriet og hør om Danmarks fremtidige klimaforandringer

En ny rapport om klimaforandringer i Danmark sætter fokus på fremtidens klima i Danmark. Hør Klima-, Energi- og Bygningsministeren kommentere på rapportens vigtigste konklusioner, og mød DMI’s forskere, der beskæftiger sig med den danske klimaforskning.

Kom til pressemøde
Onsdag den 8. oktober kan journalister besøge Klima-, Energi- og Bygningsministeriet fra klokken 13.00 til 14.30. Her vil klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen kommentere på rapporten "Fremtidens klimaforandringer i Danmark".

I forlængelse af dette vil DMI’s forskere Martin Olesen, Mikael Scharling, Ulrik Korsholm og Jens Hesselbjerg Christensen fortælle om forskningen i fremtidens klima i Danmark.

Afslutningsvis vil FN’s klimapanels danske kontakt (focal point) Tina Christensen briefe om processen omkring færdiggørelsen af FN’s klilmapanels 5. hovedrapport i København i slutningen af oktober.

Briefingen har følgende på programmet

  • Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen kommenterer på rapporten "Fremtidige klimaforandringer i Danmark".
  • Forskerne Martin Olesen, Mikael Scharling, Ulrik Korsholm og Jens Hesselbjerg Christensen fra DMI præsenterer hovedpunkterne fra rapporten "Fremtidige klimaforandringer i Danmark".
  • Tina Christensen fortæller om IPCC-processen og det danske værtskab i forbindelse med offentliggørelsen af FN’s klimpanels 5. hovedrapport.

Vi har til lejligheden udarbejdet faktaark om fremtidens klima i Danmark til de tilstedeværende journalister samt en liste over, hvem der kan kontaktes hvornår og om hvad i forbindelse med IPCC-mødet i København. Der er naturligvis mulighed for at stille spørgsmål.

Tilmelding og sted
Tilmeld dig hos Sarah Mikkelsen i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet på  Du kan melde dig til frem til onsdag den 8. september klokken 12:00; altså tilmelding senest én time før pressemødet starter.

Briefingen finder sted i:

Klima-, Energi- og Bygningsministeriet 
Stormgade 2-6
1470 København K.

Adgang gives ved fremvisning af pressekort.

Hvad er det, der offentliggøres?
Den 8. oktober 2014 lanceres den knap 30 sider lange rapport "Fremtidige klimaforandringer i Danmark".

Rapporten er udarbejdet af DMI og indeholder state-of-the-art bud på fremtidens klima i Danmark og forekomsten og intensiteten af vejrekstremer som temperaturer, nedbør (skybrud) og stormflod. Rapporten baseres på de nyeste danske og europæiske studier og beregninger svarende til de scenarier, der anvendes af FN’s klimapanel.