Vindmøller slog rekord i 2014

Publiceret 06-01-2015
Klima Energi

De danske vindmøller leverede i 2014, hvad der svarer til 39,1 procent af danskernes elforbrug. Det er ny rekord.

Ligesom de foregående fem år blev 2014 et år med mere strøm fra landmøller og havmølleparker end året før.

I 2013 var vindandelen 32,7 procent. Stigningen til 39,1 procent i 2014 er dels et udtryk for, at den installerede kapacitet af vindmøller er vokset, dels at nye møller er mere effektive.

Blandt andet blev havmølleparken ved Anholt på 400 MW – parken producerer over et år, hvad der svarer til 400.000 husstandes forbrug - indviet i sidste halvdel af 2013. Parken bidrog dermed væsentligt til stigningen i 2014.

- Vi sætter en enestående verdensrekord og når helt sikkert 2020-målene. Det viser, at vi kan nå det, som er vores egentlige mål, nemlig at stoppe den globale opvarmning, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

 

Strøm handles på kryds og tværs

Danmarks elsystem er tæt forbundet med vores nabolande, og strøm handles time for time over grænserne. Udbud og efterspørgsel på elmarkedet afgør, om strømmen flyder den ene eller den anden vej.

Strømmen bliver handlet på den nordiske elbørs, Nord Pool Spot, og en del af den vind, danske møller producerer, bliver dermed købt af forbrugere i f.eks. Norge, Sverige og Tyskland. 39,1 procent er derfor ikke et udtryk for præcist den mængde vindstrøm, der kommer ud af stikkontakterne i de danske virksomheder og boliger.

Lige som danske vindmøller, kraftværker og decentrale kraftvarmeværker eksporterer strøm, så importerer danskerne norsk vandkraft, tyske vindkraft eller solcellestrøm, strøm lavet af kul eller naturgas og svenske atomkraft. Det sker blandt andet, når priserne i nabolande er lave eller det ikke blæser i Danmark.

 

Vindstrømmens andel af strømforbruget de seneste ti år

2014: 39,1%

2013: 32,7%

2012: 30,0%

2011: 28,3%

2010: 22,0%

2009:19,4%

2008: 19,3%

2007: 19,9%

2006: 17,0%

2005: 18,7%

 

Pressekontakt: Pressechef, Jesper Caruso, 41 72 91 84