Lilleholt: Klimarådet understreger markant regning ved 40 pct.-mål i 2020

Publiceret 26-11-2015

Klimarådet offentliggør i dag den første af rådets årlige rapporter, som skal fokusere på, hvordan Danmark kan omstilles til et lavemissionssamfund. Rådets første rapport giver en status for dansk klimapolitik i dag og udfordringerne frem mod 2050.

Energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt, har følgende kommentarer til rapporten:

”Klimarådets rapport viser, at Danmark er blandt en håndfuld af lande i hele verden, der har reduceret sine drivhusgasudledninger allermest de sidste 25 år. Rapporten viser også, at vi ligger på en ambitiøs kurs med initiativerne i energiaftalen fra 2012, og at der ikke er behov for yderligere reduktionstiltag på denne side af 2020 for at nå det langsigtede mål om at reducere drivhusgasudledningerne med 80-95 pct. pct. i 2050 og dermed gøre Danmark uafhængige af fossile brændsler.” 

I rapporten anbefaler Klimarådet at den tidligere regerings målsætning om 40 pct. drivhusgasreduktion i 2020 ift. niveauet i 1990 fastholdes. Om Klimarådets anbefaling siger ministeren:

”Klimarådets forslag til at nå 40 pct.-målet i 2020 viser, at uanset hvordan man vender og drejer det, så kommer det til at koste statskassen ca. 900 mio. kr. om året at nå 40 pct.-målet i 2020. De penge foreslår Klimarådet i deres eksempel at finde ved at hæve bundskatten, ligesom Klimarådet bl.a. foreslår en kraftig udbygning af vind og dermed stigende PSO-afgift samt tiltag, der forværrer landbrugets i forvejen udfordrede konkurrenceevne.” 

Klimarådet har regnet på to pakker af konkrete virkemidler til at nå en 40 pct. drivhusgasreduktion i 2020. Den ene pakke retter sig primært mod landbruget og giver en samfundsøkonomisk gevinst, mens den anden pakke stort set friholder landbruget og giver samfundsøkonomiske omkostninger.  Fælles for pakkerne er, at de begge vil kræve statslig finansiering på omkring 900 mio. kr. om året at gennemføre, hvilket i Klimarådets eksempel er finansieret ved at hæve bundskattesatsen. 

”Regeringen går ikke ind for at hæve skattetrykket, øge PSO-afgiften - som i øvrigt er historisk høj på ca. 8,3 mia. kr. alene i år - eller forringe landbrugets konkurrenceevne for at jagte et tilfældigt klimamål i et tilfældigt år, som dybest set ikke er nødvendigt for at opfylde vores langsigtede drivhusgasreduktionsmål. Tværtimod vil regeringen have grøn realisme i klima- og energipolitikken, så vi fastholder en ambitiøs men realistisk grøn omstilling med større fokus på at bringe omkostningerne ned - ikke op,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Ministeren vil gerne tage en konstruktiv dialog med de partier i Folketinget, der ønsker at gennemføre en 40 pct. drivhusgasreduktion i 2020 herunder hvilke konkrete virkemidler, de ønsker at gennemføre samt finansieringen:

”Jeg har bemærket, at der ser ud til at være et flertal i Folketinget, der gerne vil nå 40 pct.-reduktionsmålet i 2020. Nu hvor Klimarådet har fremlagt virkemidlerne og regningen forbundet med det, så ser jeg frem til, at de partier vil pege på, hvordan de vil gøre det helt konkret, og hvordan de vil betale for det, uden at det forringer konkurrenceevnen eller koster danske arbejdspladser,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Læs rapporten på Klimarådet hjemmeside: www.klimaradet.dk

Kontakt:
Jesper Caruso
4172 9184