Lilleholt udpeger nye medlemmer til EUDP-bestyrelsen

Publiceret 28-09-2015

Erfarne og dygtige kræfter fra landets førende virksomheder og landbruget skal omsætte gode idéer til kommercielle succeser.

Det såkaldte Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) har siden 2007 uddelt millioner af kroner i støtte til lovende energiteknologiske løsninger. Det er f.eks. udviklingen af nye solceller, monteringstårne til vindmøller og omdannelsen af affald til olie.

EUDP har støttet mere end 500 projekter, og en effektvurdering fra Oxford Research har anslået, at meromsætningen fra de involverede virksomheder er på flere milliarder kroner.

Goddag og farvel

I dag udpeges Ann-Dorthea Larsen som ny formand for bestyrelsen. Ann-Dorthea har været medlem af bestyrelsen siden 2009. Ann-Dorthea er civilingeniør og adm. direktør i Dansk Gasteknisk Center.

Herudover udpeges følgende personer til EUDP-bestyrelsen:

  • Lars Tveen, som er civilingeniør og direktør for fjernvarmedivisionen i Danfoss,
  • Thomas Kähler, som er civilingeniør og adm. direktør for Rockwool Scandinavia
  • Asbjørn Børsting, som er agronom og direktør for Dansk Korn og foderstof Im- og Eksportørers Fællesorganisation (DAKOFO). Asbjørn Børsting er udpeget efter indstilling fra uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen.

Nuværende medlemmer af bestyrelsen Anders Eldrup, Birgitte Brinch Madsen og Conni Simonsen fortsætter frem til 2018.  

Ud af bestyrelsens træder tidl. formand Torkil Bentzen, Per Valstorp og Poul Erik Morthorst.

Jeg vil rette en stor tak til de tre afgående medlemmer af bestyrelsen for EUDP. I har gjort et vigtigt stykke arbejde med at skabe grundlaget for fremtidens teknologier.  Dernæst vil jeg gerne byde velkommen til den nye formand og de tre nye medlemmer. I har en stor opgave foran jer med at omsætte de mange millioner, vi giver i støtte hvert år, til levedygtige teknologier, der kan skabe danske arbejdspladser og hjælpe med at nedbringe CO2-udledningen, siger energi- forsynings-, og klimaminister Lars Christian Lilleholt. 

Fakta

  • Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) skal sikre gode vilkår og rammer for, at danske energiteknologiske virksomheder står stærkt globalt og er first movers inden for nye innovative energiteknologiske løsninger.
  • EUDP’s bestyrelsesmedlemmer udpeges for en fireårig periode med mulighed for ét genvalg.

Kontakt:
Rasmus Bjørn
4172 9077
rasbj@efkm.dk