Paven og Lilleholt mødes før klimatopmøde

Publiceret 14-09-2015
EU

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt skal onsdag i audiens hos Pave Frans i Vatikanet. Paven ønsker at møde EU's klima- og miljøministre forude for klimatopmødet COP21 i Paris i slutningen af året.

Klimaet har længe stået højt på dagsordenen i Danmark og i resten af EU. I juni meldte Pave Frans sig i koret af markante stemmer, som går til kamp mod klimaudfordringerne. Paven ser forholdet til naturen, brugen af ressourcer og brede klima- og miljøspørgsmål som et moralsk anliggende, der berører hele menneskeheden og især de fattigste.

Derfor ønsker Paven forud for årets klimatopmøde i Paris i november/december at møde EU's klima- og miljøministre. Det sker ved en audiens i Vatikanet, hvor energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen deltager fra dansk side.

”Danmark har altid været stærkt engageret i klimaspørgsmålet. Jeg synes derfor det er positivt, at Paven nu også går aktivt ind i kampen for at modvirke klimaforandringerne. Pavens engagement er samtidig med til at opbygge politisk momentum i forhandlingerne forud for COP21 i Paris,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Mødet finder sted i Vatikanet onsdag den 16. september og vil foruden EU's klima- og miljøministre også få deltagelse af de to EU-kommissærer på klima- og miljøområdet.

Det er vigtigt, at vi får en ambitiøs og global aftale i Paris. Og netop her har Paven som ”moralsk stemme” og religiøst overhoved for over en milliard katolikker mulighed for at påvirke en stor del af verdens befolkning. Så selvom Paven ikke leverer et reduktionsbidrag på vegne af alle katolikker i verden, er han en betydningsfuld aktør. Derfor ser jeg frem til at møde Paven i Vatikanet,” siger Lars Chr. Lilleholt.