Lilleholt mødes med energibranchen om eksportfremme

Publiceret 10-06-2016

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt mødes med energibranchen for at fremme eksporten af danske energiløsninger.

Med klimaaftalen i Paris skal der frem mod 2030 investeres 13.500 mia. USD for at implementere landenes klimaplaner. Det åbner et kæmpe marked for den danske energibranche. Dansk Industri har vurderet, at klimaaftalen i Paris giver et potentiale for at fordoble eksporten af danske energiløsninger til ca. 120 mia. kr. i 2030.  Energibranchen står i udgangspunktet stærkt i forhold til at erobre nye markeder og indtjening hjem til Danmark, men får ikke noget forærende i en stigende global konkurrence. 

Derfor har ministeren sammen med Dansk Industri, Dansk Energi og Eksportrådet i Udenrigsministeriet igangsat et arbejde, der skal styrke eksporten af dansk energiteknologi. 

Som led i arbejdet afholdes der to dialogmøder med en bred vifte af aktører i energibranchen, erhvervsorganisationer og offentlige myndigheder for at få konkrete erfaringer og gode ideer med i arbejdet. 

”Hvem ved mere om, hvad der skal til for at få succes med eksport end dem, der dagligt arbejder for at vinde ordrene?  Der er et kæmpe potentiale for at bidrage til global grøn omstilling og samtidig skabe vækst og danske arbejdspladser, hvis vi kan sikre os en brøkdel af investeringerne på de 13.500 mia. USD., der skal til for at implementere Paris-aftalen. Så jeg ser meget frem til at modtage branchens gode råd og ideer,” siger Lars Chr. Lilleholt. 

 

Stor interesse for at deltage

Møderne bliver holdt hos LM Wind Power i Kolding og Siemens i Ballerup, hvor deltagerne fx bliver stillet spørgsmål om, hvordan markedsføringen af Danmark som foregangsland på energiområdet kan optimeres, hvordan der kan skabes et tættere samspil mellem forskning og eksport, og hvordan vi øger eksporten af energiteknologi til både europæiske- og fjerne markeder. 

Et kig ned over deltagerlisten afslører en stor interesse for at deltage. 

Op mod 50 virksomheder, interesseorganisationer og myndigheder har tilmeldt sig til dialogmødet fredag den 10. juni i Kolding. Blandt de deltagende organisationer er Grundfos A/S, Wind & Solar Solutions, Investeringsfonden for Udviklingslande og Vindmølleindustrien. 

På mødet i Ballerup mandag den 13. juni er godt 100 virksomheder og organisationer tilmeldt. Blandt de deltagende organisationer er Rambøll A/S, VELUX A/S, Ingeniørforeningen og Det Økologiske Råd. Desuden har en del kommuner meldt deres deltagelse i møderne.

 

Kontakt: Pressemedarbejder, Christian Lietzen, chrli@efkm.dk, 41 72 91 42