Lilleholt drøfter udmøntning af EU’s 2030-klimamål med EU-kommissær Cañete

Publiceret 11-03-2016
Klima

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt mødtes i dag med EU’s klimakommissær Miguel Arias Cañete for at drøfte, hvordan EU efter Parisaftalen får omsat sit 2030-klimamål til konkret handling.

Det lykkedes i december at vedtage en global klimaaftale i Paris. Det var en historisk aftale, der signalerede et skift fra handling fra de få til handling fra alle. Nu skal EU vise, at man kan levere på 2030-målet for drivhusgasreduktion på mindst 40 pct. i forhold til 1990, der blev vedtaget af EU’s stats- og regeringschefer i oktober 2014.

”Arbejdet er ikke slut med Paris-aftalen. EU viste lederskab i forhandlingerne, og nu skal vi også vise lederskab i opfølgningen på aftalen med konkret handling. Det kræver, at vi nu sætter alle sejl til for at få den konkrete lovgivning på plads. Det vil give et godt udgangspunkt for, at EU sammen med alle Parisaftalens parter gøre status for den globale reduktionsindsats og genbekræfte eller opdatere sit klimamål i 2020”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Kommissær Cañete besøgte energi-, forsynings- og klimaministeren i København for at samle input til Kommissionens kommende forslag til fordelingen af EU’s reduktionsindsats i de såkaldte ikke-kvotebelagte sektorer, der dækker over udledninger fra blandt andet transport, landbrug, opvarmning fra f.eks. olie- og gasfyr.  Kommissionens forslag får stor betydning for Danmarks klimaindsats i perioden 2021 til 2030.

"Danmark står i udgangspunktet til at få et mål for de ikke-kvotebelagte sektorer i den høje ende. Det bliver en udfordring, da vi allerede har plukket mange af de lavthængende frugter. Danmark er naturligvis parat til tage sin del af ansvaret. Men jeg har også overfor kommissæren lagt vægt på, at der er behov for, at alle EU-landene yder en indsats og tager deres del af opgaven på sig”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Ifølge Kommissionen skal EU i de kommende år fokusere på at få lovgivningen på plads. I 2020 vil EU som alle andre parter til Parisaftalen skulle gøre status for den globale reduktionsindsats og genbekræfte eller opdatere sit klimamål.

”Kan vi få EU’s lovgivning på plads hurtigt, vil det være et vigtigt signal til resten af verden om, at EU sætter handling bag ordene. Det vil i sig selv være et godt afsæt for EU’s deltagelse i de globale klimaforhandlinger”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

 

Faktaboks – EU’s 2030-klimamål
 

  • Det Europæiske Råd fastlagde i oktober 2014 et EU-internt drivhusgasreduktionsmål på mindst 40 procent i 2030 i forhold til 1990.
  • EU’s kvotehandelssystem, der dækker udledninger fra energi i el-produktion, fjernvarme, industri-anlæg, olie-gasproduktion og flytrafik skal levere en samlet reduktion på tværs af EU på 43 pct. i forhold til 2005. Kommissionen præsenterede i juli 2015 et forslag til revision af kvotehandelsdirektivet, som er under forhandling.
  • De ikke-kvotebelagte sektorer, der dækker over særligt landbrug, transport og individuel opvarmning, skal samlet set for EU levere en reduktion på 30 pct. i forhold til 2005. Dette mål skal fordeles blandt EU’s medlemsstater. Kommissionen forventes at fremsætte forslag for de ikke-kvotebelagte sektorer i sommeren 2016.

 

Kontakt: Pressemedarbejder, Rasmus Bjørn,4172 9077