Dansk ekspertise inden for vedvarende energi folder sig ud i Kina

Publiceret 05-09-2016
Klima

Det dansk-kinesiske samarbejde om vedvarende energi under Udenrigsministeriets Renewable Energy Development-program (RED) har nået endnu en milepæl.

Der er underskrevet 12 kontrakter mellem danske og kinesiske virksomheder og institutioner om konkrete forsknings- og udviklingsprojekter med fokus på vedvarende energi.

De 12 projekter støttes af en offentlig innovationspulje, som blev lanceret af handels- og investeringsministeren under sit besøg i Kina i foråret 2012.

Projekterne spænder over aktiviteter indenfor offshore vind, biomasse og bioethanol, solceller, planlægning og integration af vedvarende energi. En lang række danske virksomheder og institutioner er involveret i arbejdet. Det gælder bl.a. universiteter, private virksomheder, Energinet.dk, Energistyrelsen m.fl. Hertil kommer deres kinesiske partnere.

”Det dansk-kinesiske samarbejde om vedvarende energi hjælper med at udfylde et meget synligt behov for mere vedvarende energi i Kina. De seneste måneders smog-problemer i adskillige kinesiske byer vidner om nødvendigheden af radikale omstillinger. Samarbejdsprojekterne hjælper på fornem vis med at knytte tættere bånd mellem danske og kinesiske virksomheder og institutioner”, siger handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr og fortsætter:

”Erfaringen viser, at selv begrænset offentlig støtte kan være afgørende for at igangsætte sådanne langsigtede strategiske samarbejder. Samtidig åbnes døre til et marked med enormt potentiale for grøn energiteknologi - et område, hvor Danmark bliver stærkere og stærkere positioneret i Kina. Samarbejdet med Kina på energiområdet har aldrig været tættere end nu, og det skaber unikke muligheder for danske virksomheder, som har Kina med i deres strategi”, siger Pia Olsen Dyhr.

RED-programmet støtter også et nationalt VE-center i Beijing (China National Renewable Energy Centre, CNREC), som åbnede i februar 2012. Aktiviteterne under RED-programmet tager sigte på at bistå Kina med kapacitetsopbygning inden for vedvarende energi, hvor Danmark har unik og efterspurgt ekspertise, som bl.a. er placeret i Energistyrelsen under Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. Energistyrelsen har indgået en samarbejdsaftale med CNREC, hvor Energistyrelsen på en række områder bistår med konkrete danske erfaringer inden for VE, 2050-scenarier mv.

”Jeg er stolt af den indsats, som Danmark yder i Kina i forbindelse med det nye center for vedvarende energi. Vores ekspertise er i dén grad efterspurgt. Jeg håber da også at kunne udvide vores energi- og klimapolitiske samarbejde yderligere med mine kinesiske kolleger, når jeg senere i år besøger Kina. De 12 nye dansk-kinesiske energipartnerskaber har også skabt grundlag for, at vi har etableret et samarbejde mellem det danske energiforskningsprogram EUDP og det kinesiske forsknings- og videnskabsministerium, MoST, om fælles energi-forskningsprojekter, som lige nu er i udbud”, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Det nævnte samarbejde mellem EUDP og Kina tager sigte på udviklings- og demonstrationsprojekter inden for vind og smart grid, som bidrager til den grønne omstilling.

De 12 dansk-kinesiske partnerskabsprojekter er beskrevet nærmere her

 

Se mere om det dansk-kinesiske energisamarbejde her:

Den Danske Ambassade i Beijing

Kinas nationale VE-center

Energistyrelsens side om samrbejdet med Kina

 

Kontaktpersoner:

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr kan træffes via chefkonsulent, Henrik Win-ther på +45 33920632 eller 

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard kan træffes via pressechef Claus Kaae-Nielsen på tlf. +45 41729011 eller 

Danmarks ambassade i Beijing, ambassaderåd Rasmus Abildgaard Kristensen, +86 10 8532 9905, 

CNREC, Chief Expert Kaare Sandholt, +86 10 6390 8296, 

Energistyrelsen, kontorchef Anton Beck, +45 33 92 66 56,  /konsulent Erik Kjær, +45 33 92 67 42, .