EU hastebehandler tiltrædelse af global klimaaftale

Publiceret 30-09-2016
Klima Globale samarbejder EU

På et ekstraordinært og hasteindkaldt rådsmøde i Bruxelles har klimaminister Lars Chr. Lilleholt sammen med EU’s miljø- og klimaministre i dag besluttet at ratificere den globale klimaaftale, som blev indgået ved klimatopmødet COP21 i Paris i fjor. Dermed tager EU et hidtil uset skridt på klimaområdet ved at tilslutte sig, før hvert enkelt medlemsland har ratificeret aftalen. Så snart Folketinget åbner, fremsætter regeringen et forslag om, at Danmark skal ratificere klimaaftalen hurtigst muligt.

Siden klimaaftalen blev indgået ved COP21 i Paris sidste år, har der vist sig at være et overraskende stort og meget glædeligt politisk momentum for at ratificere aftalen. Afgørende lande og store CO2-udledere som USA og Kina har ratificeret aftalen, ligesom en lang række andre lande også har ratificeret. Aftalen er derfor tæt på at kunne træde i kraft. Det sker, når mindst 55 lande, der dækker 55 pct. af verdens CO2-udledninger, har ratificeret aftalen. Det mål er tæt på at være opfyldt.

Det var et historisk øjeblik i Bruxelles i dag. EU viser handling og skubber på det globale momentum for at få klimaaftalen til at træde i kraft hurtigst muligt. Det er enormt glædeligt, at det er gået så hurtigt, og derfor er jeg meget tilfreds med, at EU hastebehandler denne vigtige sag og viser lederskab. Det er nu realistisk at håbe på, at klimaftalen træder i kraft allerede i år, og dermed går startskuddet til global grøn omstilling for alvor,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt. 

På nuværende tidspunkt har 61 parter, dækkende næsten 48 pct. af de globale udledninger ratificeret aftalen. Indtil videre har fem EU-lande færdiggjort deres nationale ratifikationsproces. Det er Frankrig, Ungarn, Østrig, Slovakiet og Tyskland. Dermed er Danmark med i front, når regeringen ved Folketingets åbning fremsætter forslag om at ratificere aftalen.

 

Snarlig dansk ratifikation

Det store momentum i ratifikationerne betyder, at Parisaftalen efter alt at dømme kan træde i kraft ved COP22 i Marrakesh, Marokko den 7.-18. november 2016. På den baggrund havde det slovakiske EU-formandskab indkaldt EU’s klima- og miljøministre til et ekstraordinært rådsmøde i dag.

Her var der enighed om, at EU skal ratificere hurtigst muligt og deponere sit ratifikationsinstrument senest den 7. oktober. På den måde sikres det, at EU kan deltage i beslutningstagningen under Parisaftalen på COP22. EU har arbejdet hårdt for en ambitiøs, global klimaaftale, og EU’s ratifikation af Parisaftalen viser handling og sender et vigtigt signal om, at EU bakker fuldt ud op om aftalen.

Regeringen har hele tiden arbejdet for, at EU ratificerer Parisaftalen hurtigst muligt, så aftalen ikke træder i kraft uden EU. Det glæder mig derfor, at det nu er lykkedes at opnå enighed i EU om at ratificere Parisaftalen, så vi viser handling og lederskab ligesom USA og Kina. Det understreger EU’s store engagement og opbakning til Parisaftalen, at det på så kort tid lykkedes at opnå enighed om en så kompleks sag,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Parisaftalen skal ratificeres af både EU samlet og de enkelte medlemsstater. På rådsmødet blev der alene opnået enighed om EU’s ratifikation, hvorimod medlemsstaternes ratifikation vil ske i overensstemmelse med de nationale ratifikationsprocedurer.

”Regeringen meldte allerede ud i foråret, at vi i løbet af efteråret vil fremsætte et beslutningsforslag om Danmarks ratifikation af Parisaftalen. Det sker nu den 5. oktober, så snart Folketinget er åbnet igen. Vi vil færdiggøre processen hurtigst muligt og i hvert fald inden COP22,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.