Regeringens videre håndtering af Nord Stream 2-projektet

Publiceret 09-04-2017

Regeringen har lagt stor vægt på at engagere EU i sagen for at få en europæisk drøftelse af sagens energi- og udenrigspolitiske konsekvenser. Samtidig har det været vigtigt at få afklaret, om det påtænkte projekt er i overensstemmelse med gældende europæisk lovgivning.

Regeringen vil håndtere Nord Stream 2-projektet i et politisk spor og et administrativt spor.

I det politiske spor vil regeringen gøre to ting:

For det første vil regeringen støtte op om, at EU-Kommissionen nu går ind i sagen. Kommissionen ser behov for ny EU-lovgivning for rørledninger på havområdet. Derudover vil EU-Kommissionen bede medlemsstaterne om et mandat til at forhandle en aftale mellem EU og Rusland om Nord Stream 2. Regeringen vil i udgangspunktet se positivt på begge dele.

For det andet giver det nuværende danske regelgrundlag ikke mulighed for, at man med sigte på bredere udenrigspolitiske hensyn kan sige ”nej” til anlæg af transitrørledninger på søterritoriet. Den konkrete sag har derfor givet anledning til at overveje, om det kunne være fornuftigt at give mulighed herfor.

Regeringen vil derfor fremsætte et forslag til et nyt lovgrundlag, som kan sikre, at det i fremtiden bliver muligt at tage sådanne udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske hensyn i denne type af sager. Regeringen har ikke dermed taget stilling til, om en sådan ny lovgivning skal anvendes i den konkrete sag.

I det administrative spor skal den konkrete ansøgning, som Energistyrelsen nu har modtaget, behandles på grundlag af de gældende regler.

Kontakt

Særlig rådgiver
Andreas Thyrring
Tlf.: 22 73 51 02
Mail: andth@efkm.dk

Pressemedarbejder
Rasmus Bjørn
Tlf.: 41 72 90 77
Mail: rasbj@efkm.dk

  • Klima for skoleelever

  • Brexit

  • Klima- og luftudspil

  • Energiaftale 2020-2024

  • Eksportstrategi

  • Forsyningsstrategi