LED-lys i butikker kan skære 53.000 tons af CO2-udledning

Publiceret 16-08-2017
Klima Energi

Danske detailbutikker kan på landsplan spare 249 mio. kr. og 53.000 tons CO2 over syv år ved at skifte lyskilder til LED-belysning. Nye tal viser, at et stort flertal af butikker ønsker at skifte til LED.

Skift til LED i detailhandlen kan spare 53.000 tons CO2 over syv år. Til sammenligning er den årlige CO2-udledning pr. indbygger i Danmark 6,9 tons.

I 2016 og 2017 har flere end hver tiende af Danmarks små og mellemstore detailbutikker haft besøg af Energistyrelsens kampagne Mindre strøm, mere bundlinje.

Besøgene har afdækket, at butikkerne ved at udskifte deres lyskilder til LED kan spare 249 mio. kr. og 53.000 tons CO2-udledning over syv år.

Jeg synes, det her er et godt eksempel på, at mange bække små kan gøre en stor å. Og alene ved at tænke i mere energirigtige lyskilder, kan butikkerne faktisk rykke på noget i forhold til at mindske CO2-udledningen og så spare penge samtidig”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Butikkerne vil gerne skifte til LED

Den seneste evaluering af kampagnebesøgene viser, at hele 29 procent af virksomhederne efterfølgende har kontaktet en elektriker, installatør eller lysleverandør for at udskifte deres nuværende belysning til LED-belysning. Yderligere 24 procent overvejer at søge rådgivning omkring udskiftning af deres belysning.

Finansiering er den største barriere for de små butikker, men otte ud af ti besøgsbutikker vurderer det sandsynligt eller meget sandsynligt, at de vil vælge LED, næste gang de skal udskifte belysningen i butikken.

”Energistyrelsens kampagne viser, at der er meget at komme efter ude i detailhandlen, og at butiksbesøgene sammen med de konkrete beregninger har givet butikkerne mod på at kigge energiforbruget efter i sømmene. Noget, jeg håber, de vil fortsætte med – også på andre områder end belysning ”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Evalueringsrapporten viser en generelt stor tilfredshed ved samarbejdet og metoden, som ligger til grund for kampagnen.

 

Fakta:  

-        Mindre strøm, mere bundlinje er Energistyrelsens indsats for energibesparelser i detailhandlen.

-        På landsplan er besparelsespotentialet i detailhandlen 249 mio. kr. og 53.000 tons mindre CO2 udledning over 7 år.
         Til sammenligning er den årlige CO2-udledning pr. indbygger i Danmark 6,9 tons.

-        Kampagnen har besøgt 2.102 små og mellemstore detailbutikker i 39 kommuner.

-        Næsten halvdelen af detailbutikkerne har et besparelsespotentiale.

-        Det gennemsnitslige besparelsespotentiale pr. butik er 31.051 kr. over syv år.

-        29 % af besøgsbutikkerne har taget kontakt til en el-installatør el. lign. for at få rådgivning om LED belysning.

-        Ni ud af ti butikker er positive eller meget positive over for Energistyrelsens kampagne.

-        Oplysningerne fra besøgene i detailbutikkerne er indtastet i Energistyrelsens lysberegner.

 

 

Kontakt

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Kirsten Tode, 4172 9021,

Energistyrelsen
Thore Stenfeldt, 3392 7704,