Lilleholt vil sælge fjernvarme og vindenergi i USA

Publiceret 23-10-2017
Klima Energi Globale samarbejder

Med en lang række virksomheder i ryggen tager energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt til USA for at opfordre administrationen til at blive i Parisaftalen og vise, at den grønne omstilling er en god forretning. Samtidig skal besøget åbne døre for dansk energiteknologi på det enorme amerikanske marked.

Washington D.C.

Amerikanske beslutningstagere skal have dansk energiteknologi og -løsninger helt op på lystavlen. Det skal en fire dages tur til Boston, New York og Washington D.C. hjælpe med til. Rigtig mange af de store byer og stater, særligt på østkysten, har nemlig ambitiøse klimamål, hvor dansk teknologi og danske løsninger kan spille en central rolle. På turen vil energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt samtidig opfordre Det Hvide Hus til at blive i Parisaftalen.

”USA er en af verdens største udledere af drivhusgasser målt pr. indbygger. Så her kan danske erfaringer med grønne teknologier og løsninger virkelig gøre en forskel. Det er mit håb, at turen kan blive starten på nye samarbejder og mere eksport over Atlanten. Særligt på fjernvarme og vindenergi har Danmark nogle helt særlige kompetencer, som amerikanerne efterspørger”, siger Lars Chr. Lilleholt.

Ministeren er også vært for et stort arrangement om vindenergi i Kongressen med deltagelse af politikere, politiske rådgivere og danske virksomheder. Her vil han tale med flere højtstående medlemmer af Kongressen om vindenergi og danske erfaringer med jobskabelse i vindindustrien.

Kom til Danmark!

Danmark har unikke erfaringer med fjernvarme. Det har flere byer og universiteter i delstaten Massachusetts nu også fået øjnene op for. Det drejer sig blandt andet om Harvard og MIT samt byerne Boston, Cambridge og Sommerville, som alle gerne vil vide mere om dansk fjernvarme og energiplanlægning. Forsigtige skøn lyder på, at der planlægges fjernevarmeprojekter for ca. 10 mia. kr., som danske virksomheder med fordel kan byde ind på. I Washington D.C., underskriver ministeren desuden en samarbejdsaftale om fjernvarme og inviterer samtidig byens miljødirektør Tommy Wells til København, så han med egne øjne kan se eksempler på danske fjernvarmeløsninger.

Invitationen til at komme til Danmark for at få syn for sagen gælder også repræsentanter fra den amerikanske regering. Lilleholt vil nemlig også invitere den amerikanske indenrigsminister Ryan Zinke til Danmark for at høre om havvind og den amerikanske energiminister Rick Perry til det nordiske topmøde ”Nordic Clean Energy Week” i København i maj 2018.

”Jeg tror på eksemplets magt, og derfor vil jeg invitere den amerikanske indenrigsminister Ryan Zinke til Danmark, så han ved selvsyn kan se, hvad der virker, når vi taler havvind. Dansk havvind vil være et godt, grønt alternativ for en administration, der primært har fokus rettet mod kul og atomkraft”,siger Lars Chr. Lilleholt.

Danmark eksporterede for 4,4 mia. kroner energiteknologi til USA i 2016. USA er hermed det fjerdestørste marked for dansk eksport af energiteknologi. Regeringen har et mål om at fordoble eksporten af dansk energiteknologi fra ca. 70 mia. kr. i 2015 til mindst 140 mia. kr. i 2030.

Ministeren og repræsentanterne fra virksomhederne er i USA fra 22. – 26. oktober.

Kontakt

Souschef i pressetjenesten

Rasmus Bjørn, 41729077,  

 

Fakta

På turen til USA er ministeren sammen med danske virksomheder i regi af Eksportrådet, DI/DI’s Cleantech Hub i New York og Vindmølleindustrien, som er aktører inden for især fjernvarme og vindenergi.

Virksomhederne er:

  • ABB Denmark
  • Grundfos
  • Kamstrup
  • Ramboll Energy
  • Danfoss
  • Isoplus
  • Quantec Signals GmbH
  • Einpart LLC
  • Øglend System
  • LM Wind Power
  • K2 Management
  • MHI Vestas Offshore Wind
  • Semco Maritime
  • Gram & Juhl Inc.
  • Ramboll
  • Marting Bencher Group
  • Scanel International
  • DSV air & sea
  • Cotes
  • Creadis Inc.
  • Bladt Industries
  • C-Bed
  • Copenhagen Offshore Partners
  • Dialight
  • Ørsted (Dong Energy)
  • EIVA
  • Eksportkredit Foreningen (EKF)
  • ISC Rådgivende Ingeniører
  • LIC Engineering
  • Niras A/S
  • Siemens Gamesa Renewable Energy
  • Terma NA
  • World Marine