Vigtigt skridt mod klimavenlig transport i EU

Publiceret 19-12-2018
Klima

Europa-Parlamentet og EU-landene er blevet enige om en aftale, der fastsætter CO2-krav til nye personbiler og varevogne.

Foto Colourbox

EU-landene og Europa-Parlamentet er sent mandag blevet enige om en aftale, der fastsætter CO2-krav til nye biler og varevogne. Aftalen betyder, at nye biler skal udlede 37,5 pct. mindre CO2, og nye varebiler skal udlede 31 pct. mindre i 2030 i forhold til 2021. Aftalen indeholder også et incitament til producenterne om at producere flere grønne biler som eksempelvis el- og hybridbiler.

Aftalen er et vigtigt skridt på vejen til at sikre mere klimavenlige biler på vejene. Danmark har i forhandlingerne arbejdet hårdt for endnu mere ambitiøse CO2-standarder.

"Aftalen betyder, at de nye biler, der i de kommende år sendes ud på de danske og europæiske veje, bliver mere klimavenlige. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg gerne havde set en endnu mere ambitiøs aftale. Regeringen har hele vejen igennem arbejdet for mindst 40 pct. CO2-reduktion fra både biler og varevogne i 2030. Men det er positivt, at det til sidst lykkedes at hive kompromiset i en mere ambitiøs retning. Det er et skridt i den rigtige retning. Regeringen vil fortsætte presset for yderligere fremskridt for den grønne transport i EU," siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Udledningskravene er højere end i den position, som EU’s medlemslande blev enige om på et rådsmøde i oktober. Danmark har forsøgt at trække den endelige aftale i retning af Europa-Parlamentets mere ambitiøse position. Ministeren understreger, at det er positivt, at man i EU med aftalen sender et signal til bilindustrien om at komme i gang med udviklingen af billigere og bedre nul- og lavemissionskøretøjer, og at aftalen blot er begyndelsen på omstillingen til en grøn transportsektor. 

”Regeringen har sat et ambitiøst mål om udfasning af nye diesel- og benzinbiler i 2030. Lige nu er det kun få andre EU-lande, der er ligeså ambitiøse som os, når det drejer sig om at udfase diesel- og benzinbiler. Men jeg tror og håber på, at vi kan få flere lande med, så vi kan sætte fart på den grønne omstilling i transportsektoren. Jeg vil nu arbejde videre for at det bliver en prioritet i EU," siger Lars Chr. Lilleholt

Nu skal aftalen formelt godkendes af EU’s medlemslande og Europa-Parlamentet.

Fakta om aftalen  

  • Rådet, som består af EU's medlemslande, og Europa-Parlamentet er blevet enige om et CO2-reduktionskrav på 37,5 pct. for nye personbiler i 2030 og 31 pct. for nye varebiler i 2030 i forhold til 2021.
  • En incitamentsstruktur til fremme af nul- og lavemissionskøretøjer.
  • Næste skridt er formel godkendelse af aftalen i Rådet og Europa-Parlamentet.


Kontakt: 
Presserådgiver Michael Korsgaard, 24635487,