Danmark vil kæmpe for markant grønnere biler i EU frem mod 2030

Publiceret 22-06-2018
Klima Energi EU

Der skal barberes mindst 40 procent af CO2-udledningerne fra europæiske biler. Det er ambitionen, når energi- forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt drager til miljørådsmøde på mandag.

Europa skal have en grønnere bilpark, hvis det står til regeringen. Derfor vil energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt nu forsøge at få EU til at skærpe klimakravene til EU’s bilproducenter som fx Audi, Renault og VW.

”Mere klimavenlige biler er nøglen til et grønnere EU. En femtedel af hele EU’s CO2-udledninger kommer fra bl.a. de biler, som kører på de europæiske veje. Det er derfor afgørende, at vi stiller høje krav til bilprocenterne om at udvikle mere klimavenlige biler i de kommende år,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Lilleholt: Kommissionens forslag er ikke ambitiøst nok

På mandag er der miljørådsmøde i Luxembourg, hvor landene i EU skal forhandle om de fremtidige CO2-krav til bilproducenterne.

Kommissionen har foreslået nye krav for den kommende periode, der betyder, at nye biler i 2025 skal barbere 15 procent af CO2-udledninger, mens nye biler i 2030 skal nå 30 procent CO2-reduktion. Samtidig skal bilproducenterne gøre en ekstra indsats for hurtigere at udbrede grønne køretøjer som f.eks. elbiler og hybridbiler.

”EU-regulering er afgørende for at gøre en forskel. Men det er slet ikke ambitiøst nok. Fra Danmarks side går vi efter mindst 40 procent i 2030. En grønnere bilpark er uhyre vigtig for, at vi kan målet i Parisaftalen om at holde den globale temperaturstigning på under 2 grader. Vi skal sørge for at give de europæiske bilproducenter et stærkt incitament til fortsat at være blandt de mest teknologisk avancerede i verden og udvikle langt mere klimavenlige biler, end vi ser i dag,” siger energi- forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Kontakt: Christian Lietzen, 4172 3876,  

Fakta

  • Transportsektoren står for godt 20 procent af EU’s samlede CO2-udledninger og udgør cirka samme størrelse i Danmark.
  • Efter sommerferien vil regeringen udgive en ny klimaplan.