Bredbåndspuljen virker efter hensigten

Publiceret 05-03-2018
Tele og bredbånd

Næsten 90 procent af støtten fra den succesfulde bredbåndspulje er gået til borgere og virksomheder i landzone og sommerhusområder. Samtidig har ordningen ikke ændret væsentligt på konkurrencen blandt udbyderne, konkluderer ny evaluering af bredbåndspuljen.

Bredbåndspuljen tilgodeser i høj grad borgere, der bor på landet. Så klar er konklusionen i ny evaluering af støtteordningen. Knap 90 procent af de godt 7.600 adresser, som har fået tilskud til hurtigt bredbånd over de seneste to år, er beliggende i landzone eller sommerhusområder.

I alt er der uddelt 178 mio. kr. til 73 projekter i 2016 og 2017.

Evalueringen viser desuden, at puljen ikke har givet væsentlige påvirkninger af konkurrencen blandt udbyderne eller af branchens samlede investeringsniveau.

Teleminister Lars Chr. Lilleholt (V) er glad for, at bredbåndspuljen virker efter hensigten.

”Bredbåndspuljen giver et løft i dækningen med hurtigt bredbånd, og jeg er meget tilfreds med, at midlerne først og fremmest tilgodeser dem, der bor eller driver virksomhed på landet. Samtidig er det vigtigt, at konkurrencen ikke er blevet skævvredet, som flere ellers frygtede, da vi besluttede at støtte udbredelsen af hurtigt bredbånd der, hvor markedet ikke af sig selv sørger for bedre dækning. For det er først og fremmest telebranchen, der på markedsvilkår skal sikre en fortsat udrulning af både internet og mobildækning her i landet”, siger Lars Chr. Lilleholt (V) 

Justeringer af puljen på vej

Bredbåndspuljen har virket efter hensigten, men regeringens ambition om, at alle boliger og virksomheder skal kunne få hastigheder på mindst 100/30 Mbit/s er ikke nået endnu.

Som led i evalueringen er alle interesserede bl.a. blevet bedt om indspark til, hvordan puljemidlerne kan målrettes mere mod de tyndt befolkede dele af landet.

Bemærkningerne er nu samlet, så konkrete justeringer kan komme med, allerede når midlerne for 2018 skal uddeles. Det samlede materiale om evaluering af bredbåndspuljen, herunder den del af materialet som adresserer, hvordan puljen kan målrettes mere mod tyndt befolkede områder, forventes at blive offentliggjort i begyndelsen af marts.

”Vi er nået et godt stykke på vej, men vi er ikke i mål endnu. Den markedsdrevne udrulning vil heldigvis sørge for bedre dækning til rigtig mange danskere, men der er fortsat brug for en bredbåndspulje. Derfor går jeg nu sammen med partierne bag aftalen for at drøfte, hvilke justeringer der skal laves forud for uddelingen af puljemidlerne i år. Jeg vil specielt have fokus på de områder, hvor der bor allerfærrest mennesker. De skal også have hurtigt bredbånd til gavn for både virksomheder og private, så vi kan få gang i væksten de små lokalsamfund”, siger Lars Chr. Lilleholt (V).

Regeringens oplæg til ændringer af støttekriterierne vil blive præsenteret sammen med regeringens teleudspil, som bliver lanceret i dag.

 

Se faktaark

Se regeringens teleudspil

 

Pressekontakt: Lasse Bendtsen, tlf: 4172 3884,

 

Fakta:

  • I 2016-2017 er der givet tilsagn om tilskud for samlet 178 mio. kr. til 7.621 adresser.
  • I alt 73 projekter har fået tilsagn om tilskud.
  • Knap 80 pct. af de adresser, som har fået tilsagn om tilskud ligger i landzone, godt 8 pct. ligger i sommerhusområder og godt 12 pct. ligger i byzone.
  • Der er flest adresser i Region Sjælland (2.554), der har fået tilskud, og færrest i Region Nordjylland (161). Den seneste bredbåndskortlægning viser, at Region Sjælland har den dårligste bredbåndsdækning. Her har kun 79 pct. af alle boliger, virksomheder og sommerhuse adgang til hurtigt internet (100/30 Mbit/s) mod 89 pct. i hele landet.
  • Der er i gennemsnit givet 23.300 kr. i tilskud pr. adresse. De højeste gennemsnitlige tilskud er givet til projekter i Region Nordjylland (35.513 kr.), mens Region Syddanmark ligger lavest (16.168 kr.).
  • I alt er 11 bredbåndsudbydere involverede i de 73 projekter. YouSee står for flest projekter. 46 ud de 73 projekter har dog en anden bredbåndspartner, og YouSee’s andel overstiger ikke selskabets andel af bredbåndsmarkedet i øvrigt.