Danmarks særlige udsending for klima og energi i Davos

Publiceret 23-01-2019
Klima Globale samarbejder

Danmarks særlige udsending for klima og energi, Ditlev Engel, har netop brugt to dage i Davos på at tale med globale beslutningstagere om bæredygtige investeringer i forbindelse med World Economic Forum. Møderne bekræftede den internationale interesse i investeringsdagsordenen frem mod FN’s klimatopmøde i september i år.

Danmarks særlige udsending for klima og energi i Davos
Foto: Andy Mettler, www.weforum.org

Hvis verden skal i mål med FN’s 17 verdensmål og med Paris-aftalens ambitiøse målsætninger, kræver det investeringer i bæredygtig energi i langt større skala, end vi hidtil har set. Det gælder ikke mindst private investeringer. Offentlige midler spiller ligeledes en vigtig rolle både som direkte investeringer men også indirekte, når det gælder om at reducere risici for private investorer.

Med Ditlev Engel som særlig udsending for klima og energi sætter Danmark yderligere fokus på investeringer i energisektoren og partnerskaber om grøn omstilling frem mod FN’s klimatopmøde i september 2019. Investeringsarbejdet ligger i forlængelse af P4G-topmødet i København i oktober 2018 og spiller direkte ind i statsministerens Investeringskoalition for Ren Energi.

”Danmark er som grøn frontløber en eftertragtet samarbejdspartner, når det kommer til omstillingen til vedvarende energi. Med Investeringskoalitionen for Ren Energi samler vi private investorer, offentlige myndigheder og internationale organisationer for sammen at skubbe på for, at den globale omstilling kommer op i gear. Her spiller Ditlev Engel en vigtig rolle som brobygger i internationale sammenhænge,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Ditlev Engel har ved World Economic Forum drøftet investeringsdagsordenen med de mange beslutningstagere, som spiller en vigtig rolle, hvis der skal skabes konkrete resultater på FN’s klimatopmøde.

”Jeg har ved World Economic Forum fået bekræftet, at der er stor interesse i at sætte handling bag ordene fra både andre lande, globale investorer og internationale organisationer. Det flugter med de danske prioriteter for at sætte turbo på de globale investeringer, som er en forudsætning for at håndtere klimaforandringerne,” siger Ditlev Engel.

 

Bæredygtighed på dagsordenen i Davos

I Davos deltog Ditlev Engel blandt andet i et P4G-arrangement om partnerskaber inden for FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed samt i et arrangement om innovation og investeringer inden for bæredygtig energi.

Derudover mødtes Engel med politikere, internationale samarbejdspartnere og tunge investorer, herunder Indonesien og Bloomberg. Her drøftede den særlige udsending Danmarks aktive rolle i energidelen af FN’s klimatopmøde i september 2019, hvor bæredygtige investeringer er en særlig prioritet.

”Hvis vi skal have den grønne omstilling op i gear i udviklingslandene, vækstøkonomierne og resten af verden, skal vi have mange flere private penge ind i den bæredygtige energisektor. Men det kniber med at skabe de rette rammer for, at investorerne for alvor går fra sort til grøn. Dem vil Danmark gerne hjælpe med at skabe”, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

Ditlev Engel deltager i foråret og sommeren i en række andre internationale topmøder og aktiviteter frem mod FN’s klimatopmøde i september.

 

Fakta

  • 3. december udnævnte regeringen Ditlev Engel som særlig udsending for klima og energi. Der er tale om en tidsbegrænset stilling med udløb i 2019. Ditlev Engel er tidligere CEO i Vestas, og han er i dag CEO for DNV GL’s energidivision.
  • World Economic Forum holder hvert år i januar topmøde i Davos, hvor toppolitikere, erhvervsledere, forskere og andre mødes for at diskutere verdens største udfordringer.

 

Pressekontakt:

For energi-, forsynings- og klimaministeren: Presserådgiver Lasse Bendtsen, M:4172 3884,

For udviklingsministeren: Presserådgiver Maria Westh, M: 5077 8664,