Wall Street skal tænke grønnere

Publiceret 27-03-2019
Klima Energi

Danmarks særlige udsending for klima og energi, Ditlev Engel, mødes i disse dage med toppen af den amerikanske finansverden for at få sat turbo på den globale grønne omstilling.

Ifølge FN’s Klimapanel har verdenssamfundet kun frem til 2030, hvis vi skal redde kloden og holde de globale temperaturstigninger på 1,5 grader, som Parisaftalen har sat som mål. Og det kræver mange flere penge på bordet. Faktisk vurderer Det Internationale Energiagentur, at det vil kræve over 10.000 milliarder kr. årligt, hvis vi skal nå bare 2 gradersmålet. Det er et svimlende beløb, som ikke kan finansieres af skatteborgerne alene. Danmark arbejder derfor målrettet på at mobilisere private investorer verden over for at få fart på den globale grønne omstilling.

Som led i denne ambition har Danmark taget initiativ til en Investeringskoalition for Ren Energi. Koalitionen er en central del af det danske lederskab af energisporet på FN’s Generalsekretærs Klimatopmøde 23. september.

”Det er afgørende, at vi får rejst langt mere privat kapital til den grønne omstilling, hvis vi for alvor skal håndtere klimaforandringerne. Offentlige midler gør det slet ikke alene. Vi må og skal have de store private investorer til at se det grønne lys. Her har Danmark både gode eksempler og erfaringer med, at grøn energi nu faktisk er fuldt ud konkurrencedygtigt med den sorte. Det grønne er i den grad blevet en god forretning”, siger Danmarks særlige udsending for klima og energi, Ditlev Engel.

Investeringskoalitionen har til formål at få lande og private aktører til at forpligte sig til at forbedre rammebetingelserne for grønne investeringer samt til konkret at øge ambitiøse investeringer i grøn energi. I den forbindelse er Ditlev Engel i disse dage i New York for at drøfte mulighederne for grønne investeringer med de tunge amerikanske investorer.

Hvad angår ren energi, er teknologien til at nå Parisaftalens mål på plads: vindmøller, solceller, energieffektivisering osv. Det er derimod ofte de politiske rammebetingelser for investeringer i disse teknologier, som spænder ben for at tiltrække private investeringer i den grønne omstilling.

Ditlev Engel mødes derfor med investeringsgiganter såsom Barclays, J.P. Morgan og Morgan Stanley for at drøfte, hvordan investorerne gerne ser, at rammebetingelserne skal se ud, hvis det skal være mere attraktivt at investere grønt frem for brunt og sort. Men også, hvordan investorerne selv kan engagere sig i vækstøkonomier og ulande for sammen med de lokale myndigheder at udvikle og modne grønne projekter, som er interessante for private investorer.

”Den gode ’case’ for grøn energi er der allerede. Nu handler det om at få de tunge investorer til at vende blikket mod nye grønne markeder og teknologier. Jeg håber, at vi frem mod Klimatopmødet kan skabe opbakning til investeringsdagsordenen fra både lande, multilaterale organisationer og private investorer. Det er helt afgørende for at få sat turbo på den grønne omstilling og dermed redde klimaet,” siger Ditlev Engel.

Udover at mødes med banker og investorer deltager Ditlev Engel i et forberedende møde i FN om det kommende klimatopmøde i New York i september, hvor Danmark er med til at lede energisporet. Her skal Engel sammen med repræsentanter fra en lang række lande drøfte, hvordan man accelerer indsatsen for at nå Parisaftalen og verdensmålene.

Fakta

  • Danmark er udpeget til at lede sporet om Energy Transition på FN-generalsekretærens klimatopmøde i New York 23. september 2019.
  • Energisektoren står for ca. 80 pct. af de globale CO2-udledninger. Derfor er en global grøn omstilling af energisektoren nødvendigt for at nå Parisaftalens målsætninger.
  • Gennem Investeringskoalitionen for Ren Energi arbejder Danmark for at sikre bedre rammebetingelser for investeringer i ren energi, samt en øgning i investeringer i ren energi. Det er helt afgørende, hvis den grønne omstilling skal lykkes.

Kontaktinfo

Presserådgiver Michael Korsgaard, , 24635487