Over 200 millioner kroner til udvikling af grønne løsninger

Publiceret 24-12-2015

Et varmepumperejsehold, Samsø Energiakademi og udvikling af geotermi er blandt de mange initiativer, som blev vedtaget af energiforligskredsen i dag i forbindelsen med udmøntningen af energireserven.

I alt 207,6 mio. kr. skal hjælpe erhvervslivet og det offentlige med at fremme energieffektive løsninger. Det er forligskredsen bag energiaftalen fra 2012 blevet enige om i dag.

"Jeg er glad for, at vi i forligskredsen nu kan udmønte over 200 millioner kroner til energieffektivisering. For den energi, vi ikke bruger, er nu engang den billigste. De initiativer, som tildeles støtte, forventer jeg desuden vil komme samfundet yderligere til gavn i form af  øget eksport af den danske knowhow inden for energieffektiviseringer, som i forvejen er i verdensklasse", siger energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Udmøntningen af energireserven tildeles indenfor tre kategorier:

  1. Et effektivt og fleksibelt energiforbrug i bygninger:
    Fremtidens bygninger skal indgå i energisystemet som i stigende omfang baseres på vedvarende energi. Det stiller nye krav til fleksibiliteten i bygningernes energiforbrug og deres evne til at indgå i fremtidens smarte energisystemer. Energieffektiviseringer bidrager til store besparelser på bundlinjen for såvel virksomheder og energiforbrugerne.
     
  2. Energieffektivitet i erhvervslivet: Omstillingen af energisystemet må ikke ske på bekostning af virksomhedernes konkurrenceevne. Derfor er det væsentligt, at energipriserne holdes på et acceptabelt niveau, men ligeså vigtigt, at den energi, som anvendes i virksomhederne, anvendes effektivt. 
  3. Effektiv anvendelse af VE-el og omkostningseffektiv anvendelse: Der er både samfunds- og forbrugerøkonomiske gevinster ved at omdanne energisystemet til et fleksibelt og smart energisystem, som bedre udnytter vedvarende energi samt andre ressourcer som fx varme i spildevandet.

Udmøntningen træder i kraft den 1. januar 2016 og gælder frem til og med 2018. Dog er der for geotermi afsat penge frem til og med 2020.

Fakta

Tema 1: Et effektivt og fleksibelt energiforbrug i bygninger

Videncenter for energibesparelser i bygninger: Videncentret skal indsamle og systematisere viden om energibesparelser i bygninger og formidle dette til byggebranchen.

 15 mio. kr.

Fremme af intelligente og energieffektive bygninger: Et bredt samarbejde af relevante aktører skal samarbejde om at udvikle og demonstrere nye smarte løsninger til reduktion af energiforbruget i bygninger.

36,6 mio. kr.

Tema 2: Energieffektivisering i erhvervslivet

Analyser af erhvervslivets energiforhold og konkurrenceevne: Projektet skal bidrage med viden om virksomhedernes konkurrencevilkår i Danmark sammenlignet med udenlandske virksomheder.

5,7 mio. kr.

Optimering af energispareindsatsen: Tiltaget skal værksætte initiativer, som kan fremme en forbedret og mere omkostnings-effektiv indsats.

5,1 mio. kr.

Forskning på transportområdet: Projektet skal fremme Clean Tech og bidrage til at reducere CO2-udledningen i transportsektoren

24 mio. kr.

Tema 3: Effektiv anvendelse af VE-el og omkostningseffektiv omstilling

Udbredelse af varmepumper – rejsehold: Varmepumperejseholdet - som kan udøve rådgivning om store varmepumper til fjernvarme, centralvarme og industriprocesser - genetableres

8,1 mio. kr.

Varmepumper til individuel opvarmning: Der udvikles nyt forretningskoncept, hvor virksomheder kan hjælpe til med at tilbydevarmepumper til private hjem på nye måder.

30 mio. kr.

Smart Energy: Der etableres en pulje, der skal støtte forretningsmodne løsninger på tværs af forsyningssektorer.

9 mio. kr.

Økonomiske konsekvensanalyser: Modellen IntERACT videreudvikles, så den kan beregne økonomiske og energimæssige konsekvenser af politiske tiltag

5,1 mio. kr.

Geotermi-låneordning: Ordning der gør det muligt for et selskab at få tilbagebetalt en del af boreomkostningen, hvis en boring går galt.

61,5 mio. kr.

Samsø Energiakademi: Forsat udvikling af Samsø som fossil uafhængig ø

7,5 mio. kr.

Kontaktinformationer 
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt træffes via: Pressechef Jesper Caruso 4172 9184 eller .