Grøn omstilling af transport, landbrug og industri

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder for at indfri de klimapolitiske målsætninger, der er fastsat i nationale og internationale love og aftaler. Herunder ligger et stort arbejde i at understøtte den grønne omstilling af sektorer, som ligger uden for ministeriets ressort såsom transport-, landbrugs- og industrisektoren.

Ministeriet understøtter den grønne omstilling for disse sektorer ved at arbejde tæt sammen med relevante ministerier og myndigheder med henblik på, der udarbejdes det bedst mulige beslutningsgrundlag for de politiske beslutninger.

Transport

Transportsektoren forventes at udgøre ca. 36 pct. af Danmarks samlede CO2e-udledning i 2030. Det er primært biler og lastbiler, der bidrager til udledningen ved afbrænding af fossile brændstoffer.

Elektrificering af vejtransporten ved overgang til elbiler og lastbiler anses som den mest modne og markedsparate teknologi. For sektorer som kan være sværere at elektrificere, såsom dele af luftfarten og søfarten, kan grønne brændstoffer såsom bio- og elektrobrændstoffer være en mulighed.

Landbrug

Land- og skovbrugssektoren forventes at udgøre ca. 45 pct. af Danmarks samlede CO2e-udledning i 2030, hvilket primært stammer fra husdyrproduktionen og landbrugets arealanvendelse.

På landbrugsområdet findes en række tiltag, der kan nedbringe erhvervets CO2e-udledninger. Her kan bl.a. nævnes udtagning af lavbundsjorde, bedre gyllehåndtering, metanreducerende foder og pyrolyse (biokul).

Industri

Industrisektorens udledninger forventes at udgøre ca. 14 pct. af Danmarks CO2e-udledninger i 2030. Den primære drivhusgasudledning fra industrisektoren kommer fra fremstillingserhverv og bygge-anlæg. Dertil kommer udledninger fra produktion af olie, gas og grønne brændstoffer.

Elektrificering og energieffektivisering er mulige teknologier, der kan bidrage til industriens grønne omstilling. Teknologierne kan i vid udstrækning reducere udledninger fra særligt lav- og mellemtemperatur processer. Højtemperaturprocesser er sværere at elektrificere. Her kan udledninger eksempelvis reduceres gennem omstilling til biogas, samt udvikling af teknologier til CO2-fangst og CO2-lagring.