Landesamarbejder om grøn omstilling

Danmark samarbejder med en række af verdens største økonomier og vigtigste vækstøkonomier om omstillingen til ren energi.

Samarbejde med verdens vækstøkonomier

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet samarbejder bilateralt med Kina, Mexico, Sydafrika, Vietnam, Ukraine, Indonesien, Indien, Etiopien, Tyrkiet og Egypten. Det er lande, som oplever stor økonomisk vækst, og som har store potentialer for at sænke deres udledning af drivhusgasser.

Baseret på danske erfaringer bidrager den danske indsats til at gøre landenes energisystemer mere effektive og omlægge energiproduktionen til mere vedvarende energi.

Dermed udbredes danske erfaringer med bæredygtig energi til lande, der i 2016 repræsenterede over 40 % af de globale CO2-udledninger. 

Den danske energimodel er udgangspunktet

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet baserer vores rådgivning på danske erfaringer med vedvarende energi, energieffektivisering og omstilling af energisystemet.

Den såkaldte danske energimodel fungerer som inspiration til, hvordan landene kan skabe renere og mere forsyningssikre energisystemer gennem effektiv regulering af markedet.

Vi leverer på den baggrund vejledning og rådgivning inden for vind, biomasse, el-integration, energieffektivisering, fjernvarme, modellering og scenarieanalyser.

Globalt samarbejde med konkrete resultater

Vores rådgivning har skabt en række succesfulde resultater. Resultaterne bekræfter, at den danske energimodel kan betale sig, når man vil gøre energisystemet grønnere og samtidigt fastholde den økonomiske vækst.

Blandt resultaterne er etableringen af et videnscenter i Beijing, hvor danske og kinesiske eksperter samarbejder om udviklingen af analyser inden for vedvarende energi i Kina. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har også bidraget til kortlægningen af et vindatlas i Sydafrika og Mexico og i udviklingen af en finansieringsmekanisme, der støtter energieffektiviseringer i små og mellemstore virksomheder i Vietnam.

Danmark har også fokus på langsigtet energiplanlægning og scenariemodellering i samarbejdslandene. Også fleksibilitet i energisystemet er blandt de meget efterspurgte danske erfaringer.

Eksportsamarbejde med Storbritannien, Tyskland, USA, Sydkorea og Holland

Danmark har et stærkt grønt brand internationalt, og beslutningstagere fra hele verden kigger mod Danmark, for at få inspiration til hvordan de kan nå deres grønne målsætninger. Derfor er der også etableret samarbejder med myndighederne i fem ilande, nemlig Tyskland, Storbritannien, USA, Sydkorea og Holland, for at udbrede danske erfaringer inden for havvind, fjernvarme og energieffektivitet. 

Ved at stille Danmarks mangeårige erfaringer med energiregulering og politiske rammebetingelser for energieffektiv og grøn omstilling til rådighed for vores samarbejdspartnere, kan vi bidrage til at understøtte mål og ambitioner for omstilling af energisystemerne i de fem lande.

Det er ikke bare godt for klimaet, men udvider tillige markedet for dansk energiteknologi på områder, hvor danske virksomheder har en konkurrencemæssig fordel.

Læs om global rådgivning på Energistyrelsens hjemmeside