OverskriftHelveg: Billigere omstilling til grøn energi med ny effektiv teknologi

Publiceret 27-03-2015
Klima Energi

Historisk billig vindmøllepark, ophævelse af treledstariffen og forlænget indfasning af kystnære møller er blandt årsagerne til, at omkostningerne til PSO forventes at blive reduceret med 2 mia. kr. Det viser ny fremskrivning fra Energistyrelsen.

Mens danskerne i disse dage tjekker forskudsopgørelsen for at se, om de skylder i skat eller skal have penge retur, viser nye tal, at udgifterne til den grønne omstilling forventes at blive ca. 2 mia. kr. lavere end forventet frem til 2020.

Det viser en opdateret fremskrivning af omkostningerne til den såkaldte Public Service Obligation (PSO), som er den tarif danskerne betaler for udbygningen med vedvarende energi såsom vindmøller.

Faldet i udgifterne til PSO skyldes flere forhold, men jeg hæfter mig især ved det faktum, at vindmølleparken Horns Rev blev ca. 500 millioner kroner billigere end forventet frem mod 2020. Det er glædeligt, at de PSO-lempelser vi gennemførte med vækstpakken i 2014 nu kan følges op af endnu et fald, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Den opdaterede PSO-fremskrivning viser øgede PSO-omkostninger i 2015, men reducerede PSO-omkostninger i årene 2016-2020 på knap 2 mia. kr. hvilket svarer til en besparelse på ca. 7 pct. for hele perioden 2015-2020. 

PSO-støtten til den vedvarende energi er en investering i klimaet, i en bæredygtig fremtid og grønne danske arbejdspladser ikke mindst. Men jeg har også en klar forventning om, at den vedvarende energi bliver konkurrencedygtig med den fossile inden for overskuelig årrække. Den nye PSO-fremskrivning er et tegn på, at det går i den rigtig retning, siger Rasmus Helveg Petersen.