Børsen bringer misvisende forsidehistorie om finansiering af CO2-reduktionskrav til landbruget

Publiceret 15-07-2016
Klima

Børsen bringer i dag en misvisende forsidehistorie med rubrikken ”Din skat kan betale landbrugets klimaregning”, hvor Børsen tager energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt til indtægt for at ville finansiere kommende CO2-reduktionskrav til dansk landbrug fra EU’s 2030 klimapakke over skatten.

Rubrikken står for Børsens egen regning og har ikke rygdækning i udtalelser fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

I interviewet til Børsen understreger ministeren eksplicit, at regeringen ikke har taget stilling til finansieringen af de kommende reduktionsmål. I interviewet peger ministeren ikke på skat som en mulig finansieringskilde, og ministeren tager skarpt afstand fra Børsens historie. 

Vi kender slet ikke byrdefordelingen af EU’s klimamål for 2030 endnu, og forhandlingerne skal først til at starte. Derfor er det for nuværende alt for tidligt at sige noget som helst om finansieringen. Det har jeg sagt meget klart i interviewet til Børsen, så jeg må tage skarpt afstand fra deres historie om, at jeg skulle have peget på skat som finansiering, for det har jeg aldeles ikke. Regeringen har et skatte- og byrdestop, og det gælder selvfølgelig også her,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt. 

 

Pressekontakt: Særlig rådgiver, Andreas Thyrring, 22 73 51 02