Folketinget har vedtaget hasteindgreb mod solcelleordning

Publiceret 03-05-2016
Energi

Alle partier på nær Alternativet har netop vedtaget et lovindgreb, der lukker 60/40-støtteordningen til solceller øjeblikkeligt.

Folketinget har i dag behandlet og vedtaget hastelovgivning på solcelleområdet. Dermed er der sat en stopper for yderligere tilsagn om støtte til 60/40-solcelleordningen.

”Jeg er glad for, at Folketinget i dag har bakket op om den foreslåede hastelovgivning på solcelleområdet. Det betyder, at vi kommer på forkant med udviklingen og afværger en potentielt meget stor ekstra PSO-regning. Energinet.dk har især i anden halvdel af april måned modtaget nogle meget store solcelleansøgninger, der vil kunne dække et areal på størrelse med Samsø. Det måtte vi reagere på”,siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Ordningen har eksisteret siden 1999 og har haft en meget begrænset interesse. Der var således ved indgangen til april alene søgt for 2,6 MW på ordningen. Fra medio april måned er det imidlertid strømmet ind med meget store ansøgninger, således at der den 29. april var ansøgt om samlet ca. 4.500 MW på ordningen.

På den baggrund valgte energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt at fremsætte et lovforslag, som blev hastebehandlet og vedtaget på blot en dag.

Nu udestår en vurdering af, hvor mange solceller der er blevet sagsbehandlet og har fået tilsagn, før regnebrættet kan gøres op. Det er endnu for tidligt at sige, hvor stor ekstraregningen bliver. Når der er klarhed over tallene vil energi-, forsynings- og klimaministeren drøfte med partierne bag Energiforliget, hvordan de ekstra udgifter skal finansieres. Samtidig vil ministeren granske lignende ordninger på området.

”Den her sag giver mig anledning til at overveje indretningen af vores øvrige åbne støtteordninger inden for andre VE-teknologier. Jeg vil derfor gennemgå de forskellige ordninger for at få et overblik over dem, så vi undgår en lignende situation i fremtiden”, siger Lars Chr. Lilleholt.

 

Fakta

  • Den såkaldte 60/40-støtteordning gav en afregningspris på el fra solcelleanlæggene på 60 øre/kWh de første 10 år og derefter 40 øre/kWh de næste 10 år. Der var ikke loft på, hvor meget samlet kapacitet der kunne søges støtte til. Med hasteindgrebet er ordningen blevet lukket.
  • Der er i øjeblikket installeret ca. 790 MW solceller i Danmark.
  • Det vil stadig være muligt at søge om støtte til solceller via en eksisterende puljeordning, der giver mulighed for støtte til nye solcelleanlæg til private husstande. Puljen er åben til og med 31. maj 2016, og hvis puljen ikke er helt udtømt, igen 1. september 2016.

 

Kontakt: Pressemedarbejder, Rasmus Bjørn, 41 72 90 77