Lilleholt på eksportfremstød i Tyskland

Publiceret 21-03-2017
Globale samarbejder EU Energi

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) er i dag på eksportfremstød i Berlin for at understøtte og udbygge det dansk-tyske energisamarbejde. Fokus er på fjernvarme og energieffektivisering.

Tyskland er Danmarks suverænt største eksportmarked, både når det gælder energiteknologi og i det hele taget. Med eksportfremstødet i Berlin vil energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt bidrage til at øge energieksporten.

Tyskland ønsker at omstille sin energisektor, og den tyske regering har opsat en række ambitiøse energi- og klimamålsætninger. CO2-udledningerne skal således reduceres med mindst 80 pct. inden 2050, og 40-45 pct. af energien skal komme fra vedvarende energi i 2025.

”Med den tyske energiomstilling, den såkaldte Energiewende, skal der investeres 550 mia. euro frem mod 2050. Det er et kæmpe eksportpotentiale i vores egen baghave, som vi skal gøre alt for, at den danske energibranche får del i. Vi ligger inde med mange af de teknologier og løsninger, som kan hjælpe tyskerne med at nå deres ambitiøse mål. Det gælder f.eks. på fjernvarme og energieffektivisering. Og det gælder inden for havvindmøller i Nordsøen og Østersøen,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

På et pressemøde i København i morgen præsenterer energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) en ny eksportstrategi for dansk energiteknologi sammen med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V). Et af elementernevil være en forstærket indsats over for Tyskland.

”Med eksportstrategien sætter vi fokus på at skabe de bedst mulige rammebetingelser for, at danske energivirksomheder kan eksportere til Tyskland. Det er ikke kun godt for danske arbejdspladser, vækst og Danmarks velfærd. Det er også godt for klimaet og den grønne omstilling, som hele verden skal levere på med Paris-aftalen.”

Med eksportindsatsen for dansk energiteknologi på det tyske marked, følger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) op med en konkret udmøntning af regeringens Tysklandsstrategi fra 2016, der har som mål at udvikle forholdet til og samhandlen med Tyskland yderligere.

I Berlin mødes Lars Chr. Lilleholt med sin tyske ministerkollega, forbundsministeren for Miljø, Naturbeskyttelse, Byggeri og Reaktorsikkerhed Barbara Hendricks, ligesom Lilleholt mødes med repræsentanter fra den store delstat Baden-Württemberg.

Ministeren holder ligeledes en tale om de danske erfaringer med omstillingen af energisektoren på energikonferencen Berlin Energy Transition Dialogue 2017.

 

Fakta:

  • I 2015 gik næsten 35 pct. af den danske eksport af energiteknologi til Tyskland (Kilde: DI).
  • Den tyske energiomstilling vil kræve investeringer for op mod 550 milliarder euro frem mod 2050 (Kilde: Regeringens Tysklandsstrategi). 

 

Pressekontakt:

Pressechef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet Jesper Caruso, 41 72 91 84,