Lilleholt søger medlemmer til Ungeklimarådet

Publiceret 10-01-2019
Klima

Klimaministeren åbner nu for ansøgningsrunden til det kommende Ungeklimaråd.

Lilleholt efterlyser ansøgere til Ungeklimarådet

De unge skal komme med idéer og inputs til, hvordan vi løser klimaudfordringerne. Sådan lød det fra klimaministeren i december måned sidste år. Nu åbner ministeren for en offentlig ansøgningsrunde til det kommende Ungeklimaråd, hvor en del af medlemmerne skal udpeges blandt ansøgerne.

”Det er helt afgørende, at vi får de unge med i diskussionen om løsningerne på de klimaudfordringer, som vi står midt i. Det er dem, der sidder tilbage med regningen, hvis vi ikke træffer de rigtige valg i dag. Jeg fornemmer et udtalt og stærkt engagement blandt de unge i klimadagsordenen. Derfor vil jeg gerne samle en kreds af idérige medlemmer i Ungeklimarådet, som kan bidrage med skarpe betragtninger og løsninger på vejen til klimaneutralitet”, siger klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Alle 18-29-årige, der har mod på og lyst til at engagere sig i rådets arbejde med udvikling af løsninger på klimaforandringerne, opfordres til at søge. Hensigten er, at sammensætte et mangfoldigt Ungeklimaråd, hvor unge med et personligt engagement i klimadagsordenen kan komme til orde.

Ministeren vil efter ansøgningsfristen træffe beslutning om rådets sammensætning og udpege en formand for rådet.

Ansøgningsfristen er d. 25. januar kl. 12.

 

 

 

Pressekontakt: Presserådgiver Lasse Bendtsen, M: 4172 3887,