Aktuelle data om land og hav

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet varetager en vigtig samfundsopgave med at sikre aktualitet og effektivitet i sø- og landkortlægningen af Danmark, Grønland og Færøerne.

Aktuelle og let tilgængelige data om land og hav er et afgørende grundlag for modernisering af samfundet. Der sker løbende ændringer på land og på havet, som kræver en ajourføring og kvalitetssikring af data, så planlægning, analyser og gennemførelse af opgaver og anlægsarbejder i både den private og offentlige sektor kan gennemføres effektivt. 

Klimaforandringerne og naturlige dynamikker i jorden og vejret påvirker geografien til lands og til havs i Danmark, Grønland og Færøerne. På land sker der ligeledes bl.a. ændringer af vejnettet, der anlægges letbaner, bygges huse, og faunaen skifter. Til havs ændres havdybderne, der bygges broer, og der opføres havvindmøller mv. 

Klima-, Energi- og Forsynings ministeriet har det overordnede ansvar for at opdatere infrastrukturen for geografisk information, opmåling, land- og søkortlægning samt matrikel- og landinspektørvæsen i hele Kongeriet Danmark. 

På Geodatastyrelsens hjemmeside kan du læse mere om data for havet i Danmark, Grønland og Færøerne samt matriklen i Danmark  
På Styrelsen for Dataforsyning og Effektiviserings hjemmeside kan du læse mere om data relateret til land i Danmark, Grønland og Færøerne